Faktisk mener Danmarks Naturfredningsforening og Klimabevægelsen, at projektet i dets nuværende form strider imod EU-retten, da man ved forberedelsen har forsøgt at opdele det i mindre projekter, så man ikke kender klima- og miljøpåvirkningen for hele projektet, den såkaldte salamimetode.
Klimabevægelsen mener, at der bør laves en klima- og miljøredegørelse for hele projektet. Det vil sige en vvm-redegørelse for både anlæggelse og drift, byggeri, metro og ringvej. Den har derfor hyret en advokat og ad den vej sendt en klage til Europa-Parlamentets Borgerklageudvalg i februar.
På den baggrund beder udvalgsformand Dolors Monserrat EU-Kommissionen om at foretage en indledende undersøgelse af, om EU-lovgivning er blevet brudt. Samtidigt har han sendt klagen videre til parlamentets Udvalg for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. Det fremgår af et brev, som Klimabevægelsens advokat har modtaget, fortæller Klimabevægelsen i en pressemeddelelse.
– Med denne sejr håber vi at kunne få stoppet projekt Lynetteholm, indtil der er lavet en klima- og miljøredegørelse for hele projektet, sådan som EU-retten kræver det, siger sekretariatsleder Frederik Roland Sandby hos Klimabevægelsen i pressemeddelelsen.
De bedste løsninger