Formanden for Tejn Sejlklub, Martin Kjølby, ser et problem ved den nuværende ordning som årsag til at nedlægge den. Men det er et problem, han mener, at man sagtens kan finde en løsning på.
– Bådejerne i de private havne kan købe et Bornholmerkort og bruge det i de kommunale havne, men ikke omvendt. Hvis bådejere i de private havne skal have lov til at kunne købe et Bornholmerkort, burde deres havn også være med på samme vilkår. Så vil det betyde, at vi bådejere i de kommunale havne vil kunne benytte de private havne, og når vi så frigiver vores faste pladser på en tur til en privat havn, kan kommunen leje de pladser ud imens, siger han.
I dag må man maksimalt ligge fem dage ad gangen med kortet i hånden i en anden havn.
– Det er desværre nogle bådejere, som har udnyttet ordningen og har overskredet den periode. Jeg kender eksempler på nogen, der har sejlet deres både hen til Allinge i god tid inden Folkemødet og på den måde blokeret for en plads. De har derefter lejet deres båd ud til andre gæster, og der findes også eksempler, hvor der er blevet blokeret pladser i de populære havne. Det er den slags, der er med til at ødelægge det for os andre, siger Martin Kjølby, der undrer sig over, at det ikke er mere kontrol med den slags i de forskellige havne.
Tidende ville gerne have haft en kommentar fra medlemmerne af Natur- Miljø, og Planudvalget.