Paraplyerne var fundet frem, vejrudsigten så ikke ligefrem ud til at være skrevet af en golfspiller – men 86 friske deltagere lod sig ikke skræmme. Søndag blev første afdeling af Bornholms Brandforsikrings traditionsrige Parmesterskaber i greensome spillet på Rø Golfklubs Old Course.
Regn og vind gav spillerne lidt ekstra at tænke over, men der blev alligevel leveret flotte scores. I A-rækken sluttede hele top-4 på 70 nettoslag – ét slag under holdenes sammenlagte handicap. Derfor måtte matematikken i brug for at finde vinderen.
Det blev Bendi og Kell Hansen fra GGK, der tog førstepladsen foran klubkammeraterne Kenneth Knudsen og Steffen Johansen. Claudia Holmen og Rasmus Eriksen blev nummer tre, mens Jan Hjorth Hansen og Helle Nygaard Hansen fra BGK tog fjerdepladsen.
I B-rækken blev Simon Langschwager Hamann og Sofie Holten fra BGK bedst med 41 stablefordpoint. Laila og Jørn Ole Riis fra GGK fulgte efter med 40 point, mens to GGK-par sluttede på 38 point.
På hul 4 var der vin på højkant til den, der kom tættest på hullet. Allan Juhl var skarpest i A-rækken med 1,58 meter, mens Allan B. Menzel vandt B-rækken med 1,66 meter.
Kampen om mesterskabet fortsætter næste søndag i Nexø, mens sidste afdeling spilles i Rønne 4. oktober. Og skulle regnen også dukke op dér, må spillerne trøste sig med, at man i greensome trods alt er to om at blive våd.