– Dette handler om et rummeligt arbejdsmarked. Hver gang jeg tænder for radioen, fjernsynet eller åbner en avis, hører jeg højrefløjen sige, at det er så vigtigt for integrationen, at folk får et job, sagde Leif Olsen, der gjorde opmærksom på, at kønsrollerne var nævnt i politikken – og at kommunen på dette punkt var på vej ud af et sidespor.
– Der er faktisk nævnt noget om køn, og der har jeg et problem med en af formuleringerne. Der står, at flere mænd skal søge job inden for kvindefag. Det kan man vist ikke tvinge dem i et frit land, vel? sagde SF'eren.
Den nye politik rummer få tal, men på enkelte områder bliver der sat konkrete mål for, hvad regionskommunen ønsker at opnå
På årsbasis stiles der efter, at elever og lærlinge skal udgøre minimum seks procent af alle fastansatte på tværs af regionskommunen. Og på årsbasis skal minimum ni procent være ansat på særlige vilkår – det vil sige med løntilskud, i fleksjob, skånejob, seniorjob, i en integrationsstilling eller på en §56-aftale.
– Det er vigtigt at holde fast i måltalene og ambitionen om, at vi som øens største arbejdsgiver faktisk har en vigtig rolle i at sikre et godt arbejdsmiljø, fordi vi også gerne vil trække flere nye ansatte, sagde Morten Riis om den samlede plan.