Københavnernes blinde vinkel

KLUMME

Som far på barselsorlov har jeg den seneste måneds tid fulgt nyhedsstrømmen på afstand, og kun de allerstørste historier har været i stand til at prikke hul på boblen af modermælkserstatning, bleer og babyalarmer, der har lagt sig som en hinde om min dagligdag. Mest interessant har det været at følge debatten om at flytte uddannelser fra de fire store universitetsbyer til mindre byer. Regeringens forslag om at flytte specifikke uddannelser til steder som Foulum, Hjørring, Holstebro og Kalundborg samt princippet om, at ti procent færre skal optages på videregående uddannelser i København, Århus, Odense og Aalborg har forudsigeligt nok skabt en ramaskrig på universiteterne, mens aviser med adresse i hovedstaden som Politiken og Weekendavisen ensidigt har stillet skarpt på risici og problemer. Lad det være sagt med det samme; jeg har længe syntes, at det er en god idé at sprede uddannelserne og ikke mindst i København nedbringe antallet af studerende. Efter min mening forsømmer politikerne dog at fremføre de bedste argumenter.

Et eksempel fra dagen, hvor regeringens planer kom frem: Radioavisen bringer først en nyhed om udflytning af uddannelser, dernæst en historie om de hastigt stigende boligpriser i storbyerne. I de foregående uger har det rødglødende boligmarked ellers fået megen opmærksomhed, og jeg noterede mig, at et af boligminister Dybvads løsningsforslag var at dæmpe centraliseringen og urbaniseringen – to stærke kræfter, der til tider synes ustoppelige.

Koncentrationen af uddannelsespladser i landets få storbyer og stigende boligpriser hænger i højeste grad sammen, men i debatten bliver de ikke koblet til hinanden, selv om det egentlig er to sider af samme sag. At færre studerende i København vil gøre det lettere at finde studieboliger og dæmpe efterspørgslen på boliger, glemmer man både på universiteterne og i de fleste medier.

Fra fuglenes og naturens beskyttere mindes jeg ikke at have hørt et eneste positivt pip om uddannelsesplanen, der ellers vil reducere behovet for at bygge nye boliger i København.

Jeg kunne tilføje en tredje nyhed, der ganske vist ikke var med i samme radioavis, men ellers har fået megen omtale det seneste år; boligbyggeriet på Amager Fælled og miljøbevægelsens kamp for biodiversitet på kanten af den voksende metropol. Den mest effektive redningskrans for fælledens lærker og frøer ville være, at tilstrømningen til København begyndte at aftage, så det ikke var nødvendigt at opføre helt lige så mange nye boliger. Fra fuglenes og naturens beskyttere mindes jeg ikke at have hørt et eneste positivt pip om uddannelsesplanen, der ellers vil reducere behovet for at bygge nye boliger i København.

Ved at flytte mange studerende væk fra København kan der blive mere plads til andre forholdsvist lavtlønnede grupper som for eksempel pædagoger. Politiken har for nylig beskrevet, at der på grund af boligprisniveauet er mangel på pædagoger i hovedstaden, men jeg tror ikke, avisen har beskæftiget sig med, at færre studerende kan gøre det nemmere at finde en bolig til overkommelige priser. Derimod har Politiken skrevet ihærdigt om, at der trods manglen fra de fire universitetsbyer skal udflyttes 1.300 studiepladser på de store velfærdsuddannelser, pædagoger, lærere, socialrådgivere og sygeplejersker – hvilket bestemt er en relevant problematik, men det undrer mig blot, at potentielle gevinster ikke belyses med samme nysgerrighed.

På de fem universiteter i hovedstadsområdet steg antallet af optagne studerende på bachelordelen med 22 procent fra 2010 til 2020. I samme periode er befolkningen i Københavns Kommune vokset med næsten 100.000 personer. Studerende er en af de grupper, der lider mest under et højt huslejeniveau, og i København må det være umuligt at skabe balance på SU-budgettet uden at have et studiejob eller gavmilde forældre. De kan få langt mere overskud til studierne ved at læse i en by, hvor huslejen er lavere, og distraktionerne er færre. Ved at starte på en frisk i eksempelvis Holstebro dedikerer man sig hundrede procent til uddannelsen og sammentømres med sine medstuderende på en helt anden måde end i ens hjemby, hvor de gamle venner stadig huserer. Journalisthøjskolen i Århus, hvor jeg selv blev uddannet, er en af meget få uddannelser i Jylland, der tiltrækker mange sjællændere. Det skyldes, at man ikke kan tage en fireårig journalistuddannelse i København, men mine sjællandske studiekammerater var glade for oplevelsen, omend de alle var hurtige til at vende hjem, da de fik chancen.

For mange københavnere og nordsjællændere lader det til at være utænkeligt at flytte ud af byen og smage på livet et andet sted i landet. 

Efter mange års besparelser på de videregående uddannelser er det fuldt forståeligt, at de studerende og ansatte advarer mod den statslige sparekniv – også hvis den har form som en smørkniv, der fordeler uddannelserne rundt omkring i landet i et så tyndt lag, at kvaliteten forringes. Dårligere uddannelser må ikke blive konsekvensen af en spredning, og sådan behøver det ikke nødvendigvis at blive, men på universiteterne synes konklusionen at være skrevet på forhånd.

Forleden faldt jeg over en klumme i Uniavisen, hvor to medlemmer af Studenterrådet ved Københavns Universitet påpeger, at ”storbyerne” – som kontrast til provinsen – ”er meget mere end uddannelse, nemlig arbejdsmarked, god offentlig transport, godt studiemiljø og et liv med mange andre unge, hvor diversiteten fremmes, og ikke alle ligner hinanden”. Den sidste ret fordomsfulde bemærkning om manglen på diversitet er jeg nu ikke helt enig i, for netop blandt visse grupper af universitetsstuderende finder man miljøer, hvor folk tænker meget ens. Men lad nu det ligge. For mange københavnere og nordsjællændere lader det til at være utænkeligt at flytte ud af byen og smage på livet et andet sted i landet. Jeg har mødt mange, som aldrig kunne forestille sig at bo mere end 10-15 kilometer væk fra Rådhuspladsen. Og hvis de endelig skulle væk i en periode, er der større chance for, at flyttelæsset sendes til Brooklyn eller Berlin, end at destinationen bliver Kolding eller Nykøbing. I mit voksenliv har jeg boet, arbejdet og studeret mange forskellige steder – fra København, Århus og Odense til Assens, Ærøskøbing og Rønne. Det har været sundt og lærerigt at komme rundt i landet lige såvel som de steder, jeg har boet i udlandet.

Jeg mener, at folketingspolitikere burde overveje at gå endnu mere radikalt til værks og over en tiårig periode fjerne op til halvdelen af uddannelsespladserne i København – hovedsageligt på bachelordelen af universitetsstudierne. Som en vigtig sidegevinst tror jeg, det ville gavne sammenhængskraften i landet, hvis langt flere fra hovedstadsområdet drog til en anden landsdel for at studere i to-tre år, ja gerne endnu længere. Flere unge mennesker vil få en indsigt i andre måder at leve på – og det vil give inspiration til nye idéer. Det er gavnligt for både fremtidens ingeniører, økonomer og antropologer. Nogle folk vil jo vælge at slå sig ned frivilligt, når de oplever livet, som det faktisk er i de mindre byer. Og man må forvente, at der omkring de nye studiemiljøer hen ad vejen vil blive startet nye virksomheder, der er helt afgørende for at gøre det mere attraktivt at bosætte sig uden for storbyerne.

I USA ligger mange af de vigtigste universiteter uden for delstaternes største byer, og i Sverige og Storbritannien er opbygningen den samme med Uppsala og Lund eller Cambridge og Oxford som eksempler på meget historisk vigtige universitetsbyer.

Det er i øvrigt ikke en selvfølge, at studerende skal samles i hovedbyerne. I USA ligger mange af de vigtigste universiteter uden for delstaternes største byer, og i Sverige og Storbritannien er opbygningen den samme med Uppsala og Lund eller Cambridge og Oxford som eksempler på meget historisk vigtige universitetsbyer. Selvfølgelig vil en omfattende ændring af Danmarks nuværende urbaniserede uddannelsesstruktur skabe problemer i begyndelsen, som det også skete, da statslige styrelser for tre-fire år siden blev udflyttet. Men vil man på lang sigt tage kampen op mod centraliseringen, er det et af de midler, der kan vise sig effektive – det er langtfra tom, provinsiel populisme eller snæversynet landdistriktspolitik, sådan som forsmåede københavnere har beskrevet forslagene.

Inderst inde sidder jeg tilbage med en stor tvivlen. Kan det overhovedet lade sig gøre for socialdemokrater og andre politikere med samme anskuelse (selv hvis de gjorde brug af mit mere yderliggående forslag om en halvering af studiepladser i København) at bremse tilstrømningen til storbyerne? Og kan de gøre faglærte uddannelser så fede, at flere vælger denne karrierevej frem for at læse på universitetet, sådan som Socialdemokratiet også ønsker? Begge ting vil kræve et brud med nogle megatrends, der ses i hele verden. Med metroring, rene havnebassiner, knopskydningen af nye, moderne lejligheder ved havnekanten og et væld af jobmuligheder i mange erhvervskategorier fremstår København for mange mere attraktiv end nogensinde – hvis blot det ikke var så dyrt. Men jeg ved samtidig, at mange af mine jævnaldrende jyske og fynske venner snart kunne tænke sig at flytte ud af hovedstaden – ligesom mange bornholmere på vores alder – og tilbage over Storebælt, hvis blot karrieremulighederne er tilstrækkeligt gode.

Det er altså ikke så kontroversielt at foreslå en reform af uddannelsernes placering, som dagblade og studenterorganisationerne på Københavns Universitet vil give indtryk af. Hvis urbaniseringen buldrer derudaf i endnu en generation, kommer min datter til at tage sin uddannelse i et meget opsplittet Danmark.

 

Jakob Nørmark

er 32 år og (barselsorlovsramt) journalist på Bornholms Tidende. Han er opvokset i Skørping lidt syd for Aalborg, hvor forældrene flyttede til, da faren blev ansat som lektor på universitetet. Apropos urbaniseringen nærer han en frygt for, at datteren på ti måneder, når hun engang lærer at tale, får en københavnsk accent, og det er en reel risiko med en roskildensisk mor, der absolut ikke kunne forestille sig at bo i Jylland.