Kristendemokraterne er ved det kommende valg i valgforbund med Konservative og Radikale og har tidligere været det med Venstre. Men efter valget for snart fire år siden blev Kristendemokraterne en del af det flertal, der gjorde Winni Grosbøll (S) til borgmester.
Ifølge den nye meningsmåling skal der ikke meget til, før Kristendemokraterne står med det mandat, der afgør, om Bornholm skal have en borgerlig eller en socialdemokratisk borgmester i de næste fire år. I den situation afviser Bjarne Hartung Kirkegaard (KD) at pege på, hvem Kristendemokraterne foretrækker som borgmester.
– Det får du ikke et svar på. Vi går til valg på at styrke vores partis politik. Når vi ser valgresultatet, tager vi bestik af, hvor der er størst mulighed for at få vores politik gennemført, siger Bjarne Hartung Kirkegaaard til Bornholms Tidende.