Første torsdag i november giver Bornholmer Garden fødselsdagskoncert.
Orkesteret har forberedt en koncert med meget forskellig musik. Blandt andet er den franske ballade "Comment te dire adieu", Leonard Cohens "Hallelujah" og "Cantina Band" fra "Star Wars" på programmet.
Dirigent Trine Dahl Nielsen fortæller, at garden glæder sig til at præsentere sit nye trommekorps, som har sin første optræden denne aften. Trommerne vil både spille alene og sammen med orkesteret i et par numre.
Koncerten er gratis og foregår i Baptistkirken på Lille Torv i Rønne og begynder klokken 19. Ved arrangementet bliver der også uddelt årstegn til gardens medlemmer, og der er stor spredning i, hvor længe medlemmerne har spillet.
Efter koncerten byder Bornholmer Gardens støtteforening på kaffe og lagkage i Gardens Hus i Lille Madsegade.