Ikke lovpligtigt men her er det et krav: Jægere brugte ammunition lavet af majs

Ikke lovpligtigt men her er det et krav: Jægere brugte ammunition lavet af majs
Nyker-Rø Jagtforening mødtes mandag aften i Nyker til en gang flugtskydning, hvor der skydes efter lerduer. Foto: Henrik Nielsen
| ABONNENT | 11. MAJ 2021 • 14:24
Af:
Torben Østergaard Møller
| ABONNENT
11. MAJ 2021 • 14:24

JAGT

Der findes folk, som synes, det er en speciel måde at holde af naturen på, når jægere går ud og skyder i den – og sågar på den – men faktum er, at jægere grundlæggende holder af at være ude i det fri.

Derfor giver det også god mening, hvis jægerne vælger så vidt muligt at passe på naturen, hvilket er blevet muligt med en ny type ammunition, som ikke forurener på samme måde, som ammunitionen traditionelt har gjort.

Mandag aften mødtes Nyker-Rø Jagtforening hos Tommy Pedersen på Skolevej i Nyker for at træne i det, der hedder flugtskydning, hvor man skyder efter lerduer, og her benyttede jægerne den nye type patroner.

I denne nye ammunition er den såkaldte haglskål lavet af en majsblanding i stedet for plastik, hvilket giver god mening, for hvad angår plastikskålene, så er der i 10 af dem lige så mange forurenende stoffer som i tre netto-poser, oplyser Lars Folkmann fra jagtforeningen.

Jægernes haglpatroner består således af to stykker plastik – et patronhylster og en plastforladning til haglene, og mens patronhylstrene kan samles op efter jagten, forholder det sig anderledes med haglskålene, som skydes ud sammen med haglene. Haglskålene lander nemlig mange meter fra skytten og er praktisk taget umulige at finde og bringe med hjem.

Men nu kan man altså løse problemet med haglskåle, som kan efterlades ude i naturen og på skydebanerne – uden at de vel at mærke udgør et forureningsproblem, fordi de er lavet af majs og dermed er biologisk nedbrydelige.

Det er dyrere

Da 23 medlemmer fra Nyker-Rø Jagtforening mødtes mandag til flugtskydning, regnede de ud, at de skyder cirka 1,2 kilo plastik – eller mandag aften majs – ud på bare sådan en enkelt skydning.

– Men majsen bliver opløst i fugt og vand, fortæller Lars Folkmann.

Muligheden er der altså, og han har selv tænkt sig i fremtiden kun at benytte denne nye ammunition, som ikke forurener naturen, men det er langt fra alle jægere, der har taget den principbeslutning.

For der er lige det med prisen.

– Der er stadig jægere og foreninger, der synes, det er for dyrt, siger Lars Folkmann.

– Ammunitionen med plastik koster 1,20 kroner pr. skud, mens den nye af majs koster 1,92 kroner, siger han.

Hvor mange skud fyrer du af på sådan en aften?

– Omkring 26-28 skud. Så det koster 14-15 kroner mere.

Synes du, at de penge er godt givet ud?

– Ja, helt sikkert. Vi har også haft det oppe i bestyrelsen og på vores generalforsamling, og alle var enige om, at der bliver talt så meget om forurening med plast, så vi skal bruge den nye ammunition, når vi mødes til flugtskygning. Det er et krav.

I går i front med det her?

– Ja, helt sikkert.

Og det er ikke lovpligtigt?

– Nej, ikke endnu i hvert fald. Og man kan også få jagtammunition, som heller ikke forurener med plastik, og det vil jeg selv begynde at bruge. Man kan så sige, at på jagt skyder man ikke helt så meget af som ved flugtskydning, så det er der, det største problem ligger. Men ved jagt kommer der selvfølgelig til at ligge plastik i naturen, hvis man benytter ammunition med plastik i, og jeg er selv landmand, så jeg ved, at plastikken ikke sådan lige forsvinder, siger Lars Folkmann.

Så du opfordrer gerne til, at jægerne betaler lidt mere pr. skud for at slippe for plastikken i naturen?

– Ja!



Her kan man se, hvor hurtigt de nye haglskåle, som fremstilles af en majsblanding, bliver opløst i vand. Foto: Henrik Nielsen

Bly eller stål

Hvad angår de hagl, jægerne skyder med, fortæller han, at de ikke længere laves af svært nedbrydeligt bly som tidligere, men af stål.

– Sådan en lille stålkugle ruster op i løbet af tre år, siger Lars Folkmann.

– Og Danmark var det første land i verden, der forbød bly i haglammunition.

Med denne nye ammunition kan du altså gå på jagt med ren samvittighed?

– Helt sikkert. Og det er jo også oppe i tiden, synes jeg.

Lars Folkmann fortæller, at han går på jagt cirka 27 gange på et efterår, hvor han skyder måske fem skud pr. gang.

– Og vi er jo mange jægere, siger han.

– Alene i Nyker-Rø Jagtforening har vi 92 medlemmer, hvoraf vi ser knap halvdelen ved jagterne.

Hvor foreningen forlanger, at medlemmerne bruger den nye ammunition, når de mødes til flugtskydning, er det dog ikke tilfældet ved jagterne.

– Men jeg vil selv bruge den, slår han fast.

– Og det tror jeg også, der er flere af de andre, der vil.