Iben led af social angst og mindreværdstanker: 'Jeg genfandt min medfødte glæde'

Iben Busch fra Rønne led af social angst og mørke mindreværdstanker, da en selvhjælpsbog hjalp hende til at genfinde livsglæden for halvandet år siden.

Mit livs øjeblik

I denne interviewserie fortæller bornholmere om en formativ scene fra deres liv.

Jeg er typen, der elsker at gå lange ture. Hvis jeg er alene i weekenden, kan jeg sagtens finde på at gå over 50 kilometer, og på hverdagsaftener kan jeg nyde at gå en tur på ti kilometer. Det er min måde at holde mig i gang, men også en måde at få styr på min tankegang. Det hele går bedre, når man går! Der kan være mange ting, der falder på plads på sådan en tur. I hvert fald for mig. Det er også en af mine måder at søge fordybelse på. Som regel hører jeg lydbøger imens. Og det var på sådan en tur, at noget ændrede sig i mig.

Det var en kold forårsdag, da jeg bevægede mig ind i Nordskoven med mine høretelefoner på. Jeg havde været presset længe. I dag er jeg alenemor til tre børn, og min ene dreng har autisme. Det tog længe, før han fik sin diagnose, og jeg følte, at der blev kigget skævt til os alle steder, som om det var vores egen skyld, at vi havde et handicappet barn. Jeg har altid været en 12-talspige og har også klaret mig godt, men hvis jeg kunne se, at der var en situation, jeg ikke kunne håndtere, så ville jeg hellere undgå den. Det er faktisk et virkeligt problem med den nulfejlskultur, der præger vores tid og kan handlingslamme mange. Men jeg har altid selv været en perfektionistisk type, der gerne vil sætte mig ordentligt ind i sagerne for at få styr på det hele. Men for fire år siden stod jeg pludselig i en livssituation, som jeg simpelthen ikke var herre over. Og jeg var heller ikke herre over mine egne følelser. Jeg fik stress og havde en periode, hvor jeg faktisk selv blev syg og angst, fordi alting var så presset. Jeg mistede mit arbejde, fordi jeg hele tiden skulle dukke op til møder i kommunen og i børnehaven, og jeg blev bare tyndslidt på alle måder. Det udviklede sig til social angst. Og til sidst blev jeg faktisk bange for at gå ud for min egen hoveddør, så det blev svært blot at tømme min postkasse, da jeg havde det værst. Da jeg gik ud i Nordskoven, var jeg allerede et bedre sted i mit liv. Men den gåtur gjorde, at jeg nu ikke blot tør gå ud, men også tør springe ud i politik, så jeg føler på mange måder, at jeg har fået livet tilbage.

Glæden som grundindstilling

Den forårsdag, som har fået så stor betydning for mig, besluttede jeg mig til at gå en lang tur og høre en lydbog imens, som jeg har gjort det så mange gange før. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle komme i gang med og kiggede jeg på e-reolen, som jeg plejer at bruge, og så valgte jeg bare en af de bøger, som poppede op. Den hed ”Dit selvhelbredende sind – introduktion til din medfødte sundhed” af psykologen Mette Louise Holland. Jeg har tit været skeptisk overfor selvhjælpsbøger. Men det lød alligevel spændende, og jeg tænkte, så jeg ville give den en chance. I starten syntes jeg, at jeg havde hørt det hele før. Det mindede mig om en anden bog, jeg havde læst nogle år før om metakognitiv terapi med nogle teknikker til at skubbe tankerne lidt, så man ikke skulle gruble så meget. Den anden bog læste jeg, da jeg også tidligere var meget presset og syntes, at mine tanker fyldte enormt meget for mig. Så da jeg begyndte at lytte til den nye bog her, tænkte jeg først, at det bare var mere af det samme. Men efterhånden, som jeg kom længere ind i bogen, kunne jeg godt høre, at det faktisk var noget andet. Her var der ikke noget, man skulle lære, man skulle bare gå og lytte til den her bog. Og der var heller ikke nogen teknikker, man skulle tage i brug. Men det handlede meget om, at ens grundindstilling som menneske faktisk er glæde. Det kan godt være, at der så kommer en masse lag udenpå, som gør, at man har det svært og får nogle negative tanker. Man kan jo blive vred, sur, irriteret. Man bliver alt muligt. Men grundindstillingen er faktisk glæde, forklarede forfatteren. Vi er skabt til at være glade. Helt fra vi er børn, ser vi den helt naturlige umiddelbarhed – og glæden. Og der blev givet rigtig mange eksempler. Hvis man får en buket blomster, kan man for eksempel hurtigt fortabe sig i alle bagtankerne med at give sådan en buket eller man kan blive sur, hvis man er i forhold og ikke føler, at der er råd til de blomster. Men man kan også bare glæde sig over at have noget smukt til at stå på spisebordet. Men situationen er jo den samme – du modtager blomster. Og sådan er det dine tanker omkring den situation, der skaber en følelse indeni – en vrede eller en glæde. Men det er tankerne, som gør det. Det lyder måske banalt. Men for mig satte det noget på plads i mig. At tanker skaber følelser. Og at følelser derfor også kan ændre sig, hvis man ændrer sine tanker. I stedet for at blive sur over, at der ikke er råd til blomster, kan man også vælge at sige tak. Man behøver ikke skubbe de mørke tanker helt væk, man må gerne anerkende, at de er der, men man skal give plads til en anden indgangsvinkel. Måske er man stadig irriteret over, at blomsterne er dyre, men pludselig kan man også se, at han jo købte dem med en god mening. Bogen ramte mig, fordi mine tanker var så optagede af, hvordan andre folk så på mig. Autisme er jo et usynligt handicap, men jeg følte, at andre så på mig som en dårlig mor, hvis min søn for eksempel slog ud efter et andet barn. Og det gjorde bare, at der akkumulerede sig alt muligt skyld og skam i mig, og nok også en mistillid til mig selv. For var jeg virkelig god nok? Men bogen lærte mig, at folk kan have deres tanker om mig, men at det ikke har noget med mig at gøre. Og at det ikke kan betale sig at tænke over, hvad andre tænker om en, fordi man jo alligevel ikke kan vide, hvad de tænker. En kan synes, jeg er sød, en anden kan synes, at jeg er inkompetent, men det er bare deres tanker. Og tanker er bare tanker, der kan komme og gå som dårligt vejr. Det gjaldt også mine egne mindreværdstanker, som skabte så mange mørke følelser i mig. Men de tanker kunne ændre sig, forstod jeg pludselig. Og det skabte et vendepunkt for mig.

Glæden er som en sol

Da jeg blev spurgt om at gå ind i politik, havde jeg straks lyst til det, men det var i første omgang mine egne tanker om mig selv, der afholdt mig fra det. Jeg er alene med tre børn, kan jeg overskue det? Kan jeg gøre det godt nok? Men efter jeg havde læst bogen, vidste jeg også, at det, der føles helt rigtigt indeni, skal man følge, og alle de tanker, jeg hele tiden fik, det er bare nogle, der dukker op, som jeg ikke kan kontrollere. Så jeg valgte at sige ja. Og jeg kan mærke nu, at det er en lettelse for mig, at jeg har fået en tilgang til, at det er okay, andre kan synes nogle ting om mig, men det er dem, der synes det, og at jeg kan stadig have den ro i mig selv. Og jeg har genfundet glæden som en grundindstilling, selvom livet stadig er fyldt med udfordringer. For glæden er der altid under alt det andet. Det er blandt andre en australsk psykolog, der har inspireret forfatteren, og hun bruger solen som et billede på glæden. Solen er der jo altid, solen skinner altid, selvom man ikke kan se den, så skinner den jo altid. Sådan skinner den medfødte, indre glæde i os alle sammen. Det er ligesom, når man flyver gennem et skydække og opdager, at himlen stadig er blå over skyerne, hvor solen hele tiden har strålet lige stærkt. Og det synes jeg er så fedt at huske på, at selv når man har det allersværest, for så ved man, at glæden stadig eksisterer og nok skal komme tilbage. Man kan ikke altid fjerne alle skyerne i sit sind, og det skal man heller ikke. De må gerne være der. Det handler ikke om, at man skal arbejde sig ud af sine kriser med alle mulige smarte teknikker. Det ville bare lægge yderligere pres på en, men man skal bare vide, at glæden stadig findes. Og det er en kæmpe trøst, synes jeg. For så begynder man at erkende, at man har glæden i sig, og den skal nok komme igen, og alene den erkendelse kan løsne op for mange ting, så man ikke har det der pres på sig.

Gud giver glæde

Det, som psykologen i bogen kalder glæde, vil jeg kalde livskraft. For nogle er det Gud, og for nogle er det naturen, og for nogle er det bare en usynlig kraft, og det, synes jeg, er meget spændende, fordi jeg kan se, at det trækker paralleller ind i rigtig mange forskellige retninger. Jeg er selv vokset op i frikirkesamfundet, og jeg har også en tro på Gud. Og jeg kan sagtens mærke, at det kunne være Gud, der giver den glæde. Og så er der bare nogle andre ting i ens liv, som kan fylde meget, men Guds glæde er der bare altid. Man har den bare indeni sig, og det synes jeg er vildt fedt. Nu var jeg til tv-debat i aftes, og selvfølgelig bliver jeg stadig nervøs og kan tænke, hvordan skal det gå, men jeg ved bare også, når jeg gør det bedste, jeg kan, så kan jeg ikke gøre mere. Og jeg er faktisk meget overrasket over, hvordan jeg selv kan tage det.

Jeg har selv haft både depression og angst og har altid stillet enormt høje krav til mig selv og det gør jeg stadig. Men det kan være svært at honorere de krav, hvis man konstant føler, man skuffer sig selv eller andre, for så kan man meget hurtigt ende ud i at få nogle negative følelser omkring sig selv – og det kan jeg bare se igennem mit liv haft en tendens til. Men da jeg læste den bog, fik jeg vendt tingene lidt på hovedet. Det er sjældent, jeg har haft det sådan, at noget har ændret mit liv, men den her bog fik virkelig flyttet noget i mig selv hjulpet mig til at genfinde min medfødte glæde og livskraft.

Kort om livssyn?

Hvad tror du på?

– Jeg tror på Gud, men jeg er ikke den der kommer så meget i kirke. Jeg er vokset op i frikirkemiljøet og er rigtig glad for de værdier det har givet mig med i livet. Og har stadig en tro på Gud.

Hvad er kernen i kristendommen for dig?

– Det tror jeg faktisk er kærligheden. Kærligheden både til sig selv og andre.

Har du et yndlingscitat?

"Everyone is doing the best they can giving the thing they have, that looks real to them."

Blå bog

Iben Busch. Født 1986. Uddannet marketingsmanager, arbejder for softwareleverandøren Liga. Stiller op for De konservative ved kommunalvalget. Mor til tre.