
Da Herluf Kofod i 1987 kunne markere, at hans lange Mercedes-Benz rundede én million kørte kilometer, lykkedes det ham at time det, så han landede på Svaneke torv, præcis da kilometertælleren landede på seks gange 0, viser dette billede fra Bornholms Tidende dengang.
Motoren var nær blevet skiftet for tidligt
Herluf og Kirsten Kofods søn, Svend Erik, husker, hvordan farens lange Mercedes-Benz nær fik skiftet motoren, da den havde kørt omkring 700.000 kilometer.
– Pludselig forsvandt olietrykket, siger han.
– Det kunne man jo aflæse på instrumentbrættet, hvor der ikke var så mange lamper som i dag. Fordi motoren havde kørt så meget, var man sikker på, at den nok skulle skiftes, så min far undersøgte, hvad det ville koste, men passede også lidt på og skiftede olien oftere. Han skulle lige til at bestille den nye motor, da min mor en dag brokkede sig, fordi der kom oliepletter på gulvet i køkkenet. Dét blev hun sur over, og hun fandt ud af, at de kom fra min fars sko, så hun spurgte, hvorfor han gik og trådte rundt i olie.
– Så fandt min far ud af, at olien kom inde fra bilen under instrumentbrættet. Det viste sig, at olietryksrøret, som førte op til instrumentbrættet, var knækket og lækkede olie. Da det blev repareret, var der olietryk igen, og så kørte bilen videre med den motor og rundede 1,1 millioner kilometer, inden den blev udskiftet. Men havde de ikke opdaget oliepletterne på gulvet, var det altså sket lang tid tidligere, siger Svend Erik.