Hun bliver ved, indtil restauranten er solgt: 'Jeg elsker mit arbejde'

Hun bliver ved, indtil restauranten er solgt: 'Jeg elsker mit arbejde'
Elly Mortensen. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 6. JAN 2021 • 19:33
Af:
lisbet-holst
| ABONNENT
6. JAN 2021 • 19:33
ERHVERV

Restaurant Rø har været til salg siden efteråret 2019. Selv om der sidste år var et par forespørgsler, har der endnu ikke været nogle købere på banen.

– Så jeg bliver bare ved. Vi har åbent hver søndag, og det har vi lige frem til, at restauranten bliver solgt. Jeg er stadig frisk, og jeg elsker mit arbejde, så jeg bliver ved. Jeg glæder mig til, at vi skal i gang igen, når coronaen er slut, forsikrer Elly Mortensen, 75 år og indehaver af Restaurant Rø.

Hun sælger sin på Bornholm vidtberømte flæskesteg med eller uden en dessert ud af huset hver søndag.

Under den første corona-nedlukning to måneder i foråret 2020 var der stor efterspørgsel på søndags-flæskesteg som take-away fra Restaurant Rø.

– Vi havde det rigtig, rigtig godt sidste år, da vi startede med take-away i marts-april. Det var virkelig godt, fortæller Elly Mortensen.

I december og efter jul faldt efterspørgslen, men Elly Mortensen er nu sikker på, at kunderne nok skal komme igen, når først det nye år er løbet lidt i gang.

Stamgæster

Inden covid-restriktionerne lukkede restauranten, havde den besøg af omkring 250 gæster hver søndag, ligesom Restaurant Rø havde mange private selskaber.

Mange af kunderne var og er stamkunder, der er kommet gennem mange år, så Elly Mortensen kender tit navnene på dem, der ringer og bestiller, fortæller hun.

Hendes søn Tommy ordner regnskaberne for hende og hjælper også med at servere, når der er brug for det.

Elly Mortensen har en fast stab af løst ansatte medarbejdere, der bliver hyret ind. Alle medarbejdere har et fast arbejde ved siden af. Om sommeren har Elly Mortensen en seks-syv medarbejdere i sving hver søndag, fortæller hun.

– Jeg er meget glad for mit personale, siger Elly Mortensen.

Kroen i Klemensker

Elly Mortensen har et helt særligt forhold til Klemens Kro, der 1. januar blev overtaget af Ellys barnebarn, Linette Skov Lintrup og hendes mand Rasmus.

I december 1989 købte Elly og hendes nu afdøde mand, Preben Mortensen, Klemens Kro, og drev i mange år kroen med stor succes. Kroen var for mange generationer af klemenskerboer og bornholmere ganske enkelt stedet, hvor man tog hen, om det så var for at holde møder eller fest.

Det nye købere vil efter en omfattende renovering, som de er i gang med, åbne en bed and breakfast i den gamle kro i Klemensker. Kroens to festsale skal også renoveres og udlejes til selskaber.

– Jeg tror, de vil få travlt med at få booket værelser, for stedet ligger jo perfekt, siger Elly Mortensen.

Hun husker tilbage på tiden på Klemens Kro med stor glæde.

Hvis ikke hun og hendes mand af forskellige årsager havde været nødt til at sælge kroen, så er hun sikker på, at hun havde haft kroen den dag i dag:

– Jeg elsker kroen. Det er beliggenheden, bygningerne, byen, man kendte jo alle i Klemensker.