Han morer sig selv over det, og der er da også tale om et uheld.
– Nu kom jeg til at stikke penslen ned i kaffen, ler han.
Vi er på besøg her i Poulsker ved bygningerne, hvis adresse egentlig hedder Bækkedalsvej 2, men som altså ligger lige ud til landevejen, og hvor der tidligere har ligget blandt andet både en skole og en brugs. Han og fruen, Pernille Dam Poulsen, har foretaget et af livets mere opsigtsvækkende impulskøb, idet de simpelthen for en måneds tid siden efter en pludselig indskydelse erhvervede sig hele molevitten, som de nu er ved at sætte i stand.
Inden for kort tid kan de dermed slå dørene op til en aflægger af deres boghandel, som rummer meget andet end bøger, William Dam Boghandel på Store Torv i Rønne.
Her i Poulsker bliver det til William Dam Living, og der bliver flere butikslokaler, nemlig både et stort et på cirka 140 kvadratmeter, hvor der tidligere har været brugs, og et andet også ret stort lokale i den store bygning, som stikker vinkelret ud ved siden af med et skilt over døren, hvorpå der står Pakhuset. I den ene ende af den bliver der ydermere plads til et galleri, hvor Pernilles far, Mogens, kan husere og udstille sine malerier.