Janne K. er kendt i Gudhjem. Man skal blot slå et smut forbi Brøddegade 11, dér ligger butikken, som rummer "tøj, brugskunst og andre sjove ting", som Janne K. præsenterer sig på Facebook.
Butikken åbnede midt i april sidste år, og nu her, knap et år senere, har Janne Krath og hendes mand, Flemming, lejet sig ind i den tidligere Photocare på Store Torv i Rønne, hvor de åbner endnu en Janne K.
Når vi åbner
bliver det efter
nøjagtig samme
koncept som
butikken i Gudhjem.
Flemming Krath
fra Janne K.
Faktisk er det den tredje Janne K.-butik, eftersom parret også har en i Kolding, hvor de to er bosat.
Der er Per Michelsen fra Rønne, der ejer butikslokalet, som han altså nu igen har lejet ud, efter at han det seneste års tid har ladet kunster med mere Poul Pava slå sine folder med et betjeningsløst galleri.
Men Pava er allerede rykket ud i "god ro og orden", siger Per Michelsen, som i øvrigt er godt tilfreds med igen at have lejet lokalet ud.
– Det er rigtig fint, siger han.
– De nye lejere overtog nøglerne i onsdags.
Præcis, hvornår den nye Janne K. åbner i Rønne, er det svært at svare på.
– Engang, når der igen er åbnet op i Danmark, siger Flemming Krath således.
– Der er jo ikke rigtig noget formål med at gøre noget som helst, før coronasituationen er overstået, og derfor kan jeg ikke sig mere.
Men I skal til at indrette lokalet og gøre klar til at kunne åbne butikken?
– Ja, det går vi stille og roligt i gang med hen over påsken. Og når vi åbner, bliver det efter nøjagtig samme koncept som butikken i Gudhjem. Det vil sige, at vi sælger dametøj og brugskunst.
Janne Krath tilføjer:
– Det meste af vores tøj er jo af eget design, og vi sælger også store størrelser.