Helten fra Listed

Clarence Jensens navn og fortælling fortjener at blive mejslet ind i bornholmernes hukommelse, skriver Birgitte Borgen Müller Marcussen.

Det giver bonus at inddrage Bornholms Tidendes læsere i redegørelsen for bornholmernes særlige historiske forhold i 1943-45. I artiklen "Gemmesteder i Bølshavn" 3.7.2025 efterlystes fotos af Clarence Jensen og Knud Andersen. Et ældre ægtepar, hvor han er i familie med Clarence Jensen, henvendte sig til mig. Det viste sig, at Bornholms Avis og Amtstidende havde haft en artikel om Clarence Jensen 28. juni 1947 med fotos, skrevet af redaktør Sven Herløv.

Clarences forældre var bornholmerne Andrea og Anton Jensen. De boede i USA i 1913-1938, men vendte hjem til Bornholm med yngste søn for at bosætte sig i Listed (Strandstien 36, 3740 Svaneke) i et lille hus. Forældrene var stadigvæk danske statsborgere, men sønnen, der var født i 1920 i USA, var amerikansk statsborger.

I 1940, hvor der var folketælling, var Clarence karl på den vestligste af Pardisbakkegårdene (Paradisbakkevejen 7, 3740 Svaneke), hvor der er et varigt minde om ham, da han indgår i en navneliste over medarbejderne på gården - skrevet på indersiden af karlekammerdøren.

7. december 1941 bombede Japan den amerikanske Stillehavnsflåde i Pearl Harbor, Hawaii. Hitler, erklærede USA krig, hvorfor amerikanerne gik ind i krigen med bombetogter ind over Nazityskland. Clarence blev derved en af de nazistiske besættelsestroppers fjende i Danmark. I Sven Herløvs artikel fortælles, at Clarence herefter var fredløs i Danmark og eftersøgt af de tyske myndigheder. Ikke desto mindre arbejdede han lige til 1944 i Svaneke og Listeds Omregn som landarbejder på forskellige gårde.

Tre amerikanske bombefly kom til Bornholm. Det første var en nødlanding ved Skyttegård i Ibsker 11. april 1944. Clarence er en rigtig bornholmer, der kan fortælle sin historie i en sammenhængende fortælling. Der er nogle unøjagtigheder i tal-angivelserne, og nogle kritiske kommentarer vil være på deres plads, men Clarences fortælling fortjener at blive gengivet, som han har fortalt den i 1947.

Om aftenen den 10. april 1944 ved seks-syv-tiden listede Clarence sig hjemad langs landevejskanten fra Ibsker, hvor han dengang arbejdede. I nærheden af, hvor Nordskoven munder ud ved Listed, stødte han pludselig på en gruppe mænd, som han i halvmørket antog for tyske soldater.

Hjalp amerikanske flyvere

"Først tænkt jeg på at forsøge at slippe uden om dem, men da et par af mændene trådte ud af klyngen og kom lige hen imod mig, måtte jeg med bankende hjerte fortsætte fremad. Da vi var tæt inde på hinanden, så jeg, at det var ganske unge fyre på omtrent min alder. De var halvt civile i deres antræk og tilsyneladende ubevæbnede.

Som et lyn slog det ned i mig: Det er de eftersøgte amerikanske flyvere, som står her lyslevende foran mig. Jeg følte mig frygtelig ophidset og et ufrivilligt "Hallo there" undslap mig. "Hallo pal" var det omgående smilende svar, som fulgtes af ti faste håndtryk fra mine nye kammerater og landsmænd.

Situationen var imidlertid overhængende kritisk. Jeg vidste, at tyskernes eftersøgningspatruljer sværmede rundt overalt, og at hver tomme jord, skov og klippespalte på hele østkysten ville blive gennemsøgt endnu i nat. Det drejede sig om minutter før de ville begynde på at finkæmme Nordskoven.

Det var nærmest mørkt nu. Ved at gå over markerne vest rundt om Listed lykkedes det mig at få hele flokken velbeholden til Bølshavn og foreløbig gemt i et ubeboet sommerhus.

Jeg var ikke i kontakt med nogen af modstandsbevægelsen. Mit møde med de amerikanske flyvere, var ikke noget aftalt spil, men en tilfældig hændelse.

Hvert minut var kostbart. Alle var klar over, at vi for enhver pris endnu i denne nat måtte få fat på et eller andet fartøj, og forsøge på at nå over til Sverige.

Ved ellevetiden hentede jeg gutterne og førte dem dækket af mørket gennem Bølshavn i retning mod Ypnasted. Trods det at vi alle var ubevæbnede, og at proviant og tobak for længst var sluppet op, var stemningen og humøret højt."

Maskingeværsalver knitrede os om ørerne

"De var alle ganske unge mennesker. Den yngste var knapt nitten, den ældste treogtyve. De opførte sig nærmest som en flok spejderdrenge, der var ude på en spændende øvelse.

Hvad der så med eet skete, kan jeg aldrig helt huske nøjagtigt, og heller aldrig så længe jeg lever glemme. En lastbil, der holdt stille tæt inde ved vejsiden, og som vi ikke havde bemærket, sendte pludselig en lyskegle imod os, mens en stemme på tysk tordnede "Halt". Som en flok skræmte kaniner styrtede vi alle panikslagne ind over markerne, mens maskingeværsalver knitrede os om ørerne. Ham, der løb foran mig og to andre ved siden af mig så jeg falde. Jeg stormede i blinde frem i mørket, fulgt af de andre. Få minutter efter lå vi stønnende af anstrengelse og rædsel under en lille klynge træer, en tre til fire hundrede meter fra vejen og tyskerne. Vi var fem mand tilbage - de andre var tyskerne i færd med samle op døde ude på marken.

Fisker Harald Hansen i Ypnasted må ha´ ventet besøg den nat. Hans fiskekutter lå i alt fald sejlklar og lige uden for hans hus.

Efter få minutter under træerne havde vi samlet os så meget, at vi kunne fortsætte. Vi satte i løb ned mod kysten, hvor vi i en håndevending kaprede Harald Hansens båd. Vi hørte tyskerne alle vegne, men jeg tror ikke de så os. Vi roede som besatte frem i natten og mørket med kursen mod Sverige, og snart var vi ene langt ude på havet. Der var motor i båden, som vi af hensyn til støjen ikke turde starte. Det viste sig i øvrigt senere, at vi ikke kunne. Vi roede og drev omkring i 29 timer, til vi til slut den 13. april nåede ind til Kalmar, lasede og udhungrede som en flok sørøvere."

To mand døde

Maskingeværsalverne kan ikke tjekkes, da de kom fra en besættelsesmagt, men status efterfølgende kan tjekkes, da samtlige navne på den amerikanske flybesætning på Skyttegårdsflyet ligger offentligt tilgængeligt på nettet på www.airmen.dk/p296.htm.

Ingen af den 10 mand store besætning døde. To mand mødte op på Ibsker Præstegård den 12. april og anmodede om at blive udleveret til tyskerne. Nogle mænd overnattede på Ypnastedgård og efterlod en seddel med deres navne påført. To mand fik gemmested hos avlsbruger Hugo Sigvald Carlsen, Granely i Olsker (Stenløsevej 2, 3770 Allinge) om aftenen 12. april 1944, men de var blevet bemærket af personer, der underrettede tyskerne, der kom og arresterede dem og førte dem til Galløkken.

To mand (Lauren M. Davis og Glen Donald Standich) fandt en serie af gemmesteder, idet de opholdt sig hos Carl Hansen på Brøddegård i Olsker (Bohnebakken 25, 3770 Allinge), bevægede sig mod kysten, hvor de blev observeret af en politibetjent, der underrettede sin kollega Ebbe Hasselholt Jørgensen, Hasle. Denne sidste forsøgte at lede efter dem sammen med hotelejer Ole Bidstrup ved Jons Kapel. De gjorde opmærksom på deres tilstedeværelse ved at gå og fløjte engelske strofer. Metoden fungerede, idet der ud af beplantningen kom to personer i flyveruniformer. Amerikanerne fik ophold hos silderøger Hans P. Holm i Teglkås i Rutsker (Teglkåsvej 66, 3790 Hasle), senere i et krudthus mellem Teglkås og Hasle, og senere opholdt de sig hos hotelejer Ole Bidstrup på Herolds Hotel i Hasle (Vestergade 63, 3790 Hasle) og endelig blev de den 17. april om morgenen sejlet til Sverige af fisker og stenværksjer Ernst Pedersen (Vestergade 55, 3790 Hasle) i dennes kutter R 11 "Svanen". De to amerikanere blev sat af i Skillinge havn, syd for Simrishamn.

Det oplevede må være præget af granatchok

Da samtlige besætningsmedlemmer på Skyttegårdsflyet overlevede maskingeværsalverne et sted tæt på Upnasted, må det oplevede være præget af granatchok. Clarence fortæller faktisk selv, at han ikke kan huske situationen nøjagtigt.

Netop fordi Aase Munck i Bølshavn har fortalt sin version til DRTV i 1985, ved vi, at det var hende, der fik arrangeret, at Harald Hansens båd let kunne kapres. Clarence er helt klart uden denne viden. Fra flere kilder ved vi, at hans bornholmske makker var Knud Andersen, men Clarence nævner ham overhovedet ikke. Vi ved, at Aase Munck sendte Marius Olsen med kaldenavnet Snorris hen til Harald Hansen med et brev, og vi ved også fra hende, at Harald Hansen handlede præcist som i hendes plan. Marius Olsens vandretur fra Bølshavn hen til Harald Hansen gik forbi Ypnasted 3, hvor Knud Andersen boede. Det er derfor oplagt at formode, at det er Marius Olsen, der har fået Knud Andersen til at slutte sig til gruppen, der kaprede Harald Hansen båd.

Børge Kure fra Bornholmeren beretter i 1981 om Knud Andersen fra Bølshavn, men ikke om Clarence Jensen. Det ser ud til, at Børge Kure har talt med Knud Andersen og kan derfor berette, at det blæste noget og gang på gang tog den overfyldte båd vand ind, så der måtte øses næsten uafbrudt.

Clarence fortæller, at parterne skiltes efter nogle dage i Kalmar. Selv tog han til den amerikanske ambassade i Stockholm, hvor han var flygtning i otte måneder. I den periode giftede han sig med en svensk kvinde. Han blev indkaldt til amerikansk militærtjeneste og sendt til en træningslejr uden for London. Efter to måneders forløb gik turen til Compiegne i Frankring, hvor han kom på amerikansk militærskole. Derefter fungerede han som militærpoliti i Paris. Efterfølgende en tid i Secret Service, og en tjenestetid frem til 15. juli 1947 ved den amerikanske ambassade i Stockholm som chauffør og dansk-svensk tolk.

Fortjener at blive mejslet ind i bornholmernes hukommelse

Bornholmernes historie gennemgår en forandring. Heltenavnene, der var hugget i sten på soklen til Davidstatuen i Almindingen, har vist sig at indeholde ét forkert navn, så statuen har fået en ny stenplade. Nu har vi helten Clarence Jensen, hvis fortælling fortjener at blive mejslet ind i bornholmernes hukommelse.

Bølshavn bliver igen gemmested for nogle fra den amerikanske flybesætning, der kom til Bornholm i faldskærme i forbindelse med flyets havari ved Jomfrugård i Poulsker 29. april 1944. Jeg modtager gerne spredte oplysninger om gemmesteder på telefon 29645133.

Efterlysning

Knud Børge Andersen (1915-1991) boede i nr. 3 i Ypnasted. Jeg får fortalt, at han var en stor stærk mand med kaldenavnet Tykke Knud. Ham henvendte man sig til i Ypnasted, når en særlig vanskelig opgave skulle udføres. En slægtning mener, han fik arbejde på Grønland. I 1967 er hans ejer af et hus i Østermarie ( Godthåbsvej 47, 3751 Østermarie). Bor til sidst på "Hjemmet" og begraves i Østermarie. Der må være slægtninge, der kan fortælle mere om ham. Jeg modtager gerne oplysninger på mobil 29645133

Anvendt litteratur
Barfod, Jørgen H: Et centrum i periferien. Bornholmske Samlinger, 1976.
Bjørnvad, Anders: De fandt en vej. Odense University Press, 1970.
Kure, Børge: En ø i krig, Bornholmeren. 1981