Helt nye historiske kilder fundet i Ekkodalen

Inge Müller Neiiendam har altid vidst, at hendes far var modstandsmand under krigen. Men i hvilken grad og omfang blev der i hans levetid aldrig rigtig talt om. Nu viser glemte historiske kilder nye sider af modstandsmanden.

Inge Müller Neiiendam er i fuld gang med at lære sin far, modstandsmanden Johannes Borgen Müller, at kende på ny. For en del år siden fandt hendes fætter, Ulf Borgen Müller nemlig en kasse med gamle dokumenter i modstandsmandens barndomshjem i Ekkodalen. Kassen med dokumenter, som i årevis har været gemt langt væk i Fjeldhyttens skunk, viser sig nu at være detaljerede rapporter, beretninger, værnsbefalinger og meget mere fra Johannes Borgen Müllers tid som modstandsmand.

Der er potentielt tale om et gennembrud i forståelsen af modstandsbevægelsens rolle på Bornholm fra en tid, som Johannes Borgen Müllers datter kun i begrænset omfang har haft kendskab til.

– Mine forældre snakkede ikke meget om det. Nej, de undgik faktisk for det meste at snakke om tiden både under og efter besættelsen, lyder det fra Inge Müller Neiiendam, mens hun bladrer igennem bunken af gamle dokumenter.

– Der er ting i det her materiale, som jeg aldrig har vidst om min far. Det bringer en masse klarhed over, hvad der skete og hvem han var. Derfor er jeg også enormt glad for, at det ikke er blevet destrueret. Jeg har lært min far at kende på ny og pludselig set nogle andre sider af ham, fortæller Inge Müller Neiiendam.

– Specielt fordi jeg altid har respekteret, at der bare var nogle ting, som han ikke talte om. Nu kan jeg læse om den tid i hans liv lige her.

Løjtnant Johannes Borgen Müllers ID. Foto: Inge Neiiendam Müller

'Kommandanten'

Johannes Borgen Müller blev født den 5. april 1916 i Aaker sogn. I 1936 blev han indkaldt som værnepligtig til Gardehusarregimentet i Næstved. Få år senere blev han forfremmet og kom i tjeneste ved Jydske Dragonregiment. Her blev han uddannet løjtnant og blev i 1939 udnævnt til sekondløjtnant af reserven samt tildelt opgaven som delingsfører ved Bornholms Værns Ryttereskadron.

Inger Müller Neiiendam husker tydeligt, hvordan hendes far, sekondløjtnant Müller, fortalte om den 9. april, da de tyske tropper krydsede den danske grænse.

– Da tyskerne krydsede grænsen, var han i Randers. Han havde talt med sine overordnede om, at de da skulle ned til grænsen og hjælpe til. Men det var blevet afvist, og min far var blevet rasende, fortæller Inger Müller Neiiendam.

Ud over et enkelt år med skolegang på en træskomagerskole i Sverige i starten af 1940’erne opholdt Johannes Müller sig i sit barndomshjem i Ekkodalen under det meste af besættelsestiden.

Inge Müller erindrer ganske få fortællinger fra denne tid i hendes fars liv, men enkelte episoder berettede han om for hende.

– Min far har fortalt mig, at han var leder af en modstandsgruppe i Nexø. Han har kort fortalt om, hvordan han blev taget af Gestapo omkring den 29. april, som jeg husker det. Han sad en uges tid i fangenskab i Almindingen og kom ud den 5. maj i forbindelse med kapitulationen.

Ved du, hvorfor han blev anholdt af Gestapo?

– Nej, det har jeg aldrig fået at vide. Han sagde bare, at han blev fanget. Men nogen må have sladret. Derfor var han også præget af en hævntrang i starten af befrielsen, har han engang fortalt mig.

Og det er her, det glemte kildemateriale bliver særligt interessant. Materialet indeholder nemlig detaljerede beskrivelser, som hvordan Johannes Müller blev indsat som leder af modstandsbevægelsens 3. kompagni med tilnavnet "kommandanten". Særligt rapporten om de skelsættende dagene mellem den 5. og 12. maj 1945 har givet Inge Müller Neiiendam et nyt syn på sin fars rolle i modstandsbevægelsen.

– Her står det, at han bliver sat ind som kompagnichef af 3. kompagni i Nexø.

"Løjtnant Müller tiltraadt som Chef for 3. Kompagni paa Kommandocentralen i Nexø. Løjtnanten ankom fra Interneringslejren i Almindingen", fremgår det af det glemte kildemateriale.

– Hans rapporter stopper den 12. maj, hvor en politimester overtager posten. Herefter ser det ud til, at han er med til at opbygge hjemmeværnet på Bornholm. Han har formentlig fået alle de her rapporter og dokumenter, fordi han var kompagnileder i en periode. Men om han så egentlig har haft ansvaret for at skaffe materialet af vejen, og så aldrig gjort det, kunne godt være sandsynligt, fortæller Ulf Borgen Müller, løjtnant Müllers nevø, som i dag bor i løjtnantens barndomshjem, hvor kilderne blev fundet.

– Min onkel havde faktisk bedt mig om at tage dem med til ham, efter at jeg havde fortalt ham, at jeg havde fundet dem. Han sagde, at det da kunne være sjovt lige at se dokumenterne igen for at genopfriske det. Men da jeg satte mig ud i bilen for at køre hjem, besluttede jeg mig for, at det ville jeg ikke. Jeg kunne fornemme på ham, at han ville brænde dem, hvis han fik fingrene i dem. Han virkede til at have dårlig samvittighed over, at han ikke havde destrueret dem, uddyber Ulf Borgen Müller til Tidende.

Her ses den skunk, hvor kildematerialet blev fundet for flere år siden. Først nu har familien sat sig for at undersøge de glemte kilder. Foto: Katrine Westh Sørensen

Kunne ikke gennemføre likvidering

Inge Müller Neiiendam fortæller, at hendes far sjældent fortalte om tiden under og efter besættelsen, fordi tiden blandt andet var forbundet med en del skyld og skam.

– En af de ting som han har fortalt mig, og som gik hans sjæl rigtig meget på, det var, at han på et tidspunkt som leder af gruppen fik besked på at likvidere en mand, der var tyskervenlig. Men min far fandt ud af, at det var en, som han havde gået i klasse med i Aakirkeby, og faktisk en som han havde leget med som barn. Det kunne han ikke klare. Det var han på den ene side dybt flov over, og jeg ved, at han har bekendt sin "synd", som han syntes at det var, til Pastor Thorsager, som også var tilknyttet modstandsbevægelsen.

– Pastor Thorsager gav ham forståelse og sagde, at han nok skulle sørge for, at opgaven blev givet videre til en anden. Men min far var så flov over, at han havde givet en sådan opgave videre til en anden. Det har han fortalt, men ud over det talte han meget sjældent om det, siger Inge Müller Neiiendam.

– Det har jeg altid synes var en positiv ting med min far, at han havde disse tanker og søgte hjælp hos pastoren. Det at have kendt en person og så skulle stå ansigt til ansigt og likvidere ham, har jeg stor forståelse for, at han ikke kunne gennemføre. Det er noget andet at ligge på en bakketop et sted, og skyde mod nogen som man ikke ved hvem er.

– Han talte ikke ret gerne om alle de her ting, han undgik det helst. Derfor er der ingen tvivl om, at når min far har skrevet nogle ting ned og ikke brudt sig om, at der skulle gås videre med det, så handler det om, at han ikke ville have, at der blev afsløret en masse ting, siger Inge Müller Neiiendam.

Portræt af Løjtnant Johannes Borgen Müller. Foto: Inge Neiiendam Müller

Kilderne skal undersøges

Tavsheden omkring farens rolle i modstandsbevægelsen er også en af hovedårsagerne til, at Inge Müller Neiiendam finder det glemte kildemateriale interessant.

Hun vil nu, sammen med sin familie, gå i gang med en proces, hvor kilderne skal kategoriseres og undersøges for, hvorvidt der er tale om et egentligt kildemæssigt gennembrud. Forholder det sig sådan, at nogle af kilderne ikke findes i de eksisterende registre i enten Rigsarkivet, Bornholms Museum, Bornholms ø-arkiv, Forsvarsmuseet i København eller forsvarsmuseet på Bornholm, kan de glemte kilder fra Inge Müller Neiiendams far nemlig potentielt være med til at bidrage til det samlede historiske billede og den fælles erindringshistoriske forståelse af modstandsbevægelsens rolle på Bornholm.

Inge Müller Neiiendam vil sammen med sin bror Johannes Borgen Müller og deres fætter Ulf Borgen Müller undersøge kildematerialet til bunds.

Materialet indeholder, udover den detaljerede rapport om dagene mellem den 5. maj og 12. maj 1945, også værnsbefalinger, mødereferater og breve fra Frihedsrådet, beskrivelser af episoder med berusede russiske soldater og meget mere, som alt sammen har været forbløffende læsning for Inge Müller Neiiendam, Johannes Borgen Müller og Ulf Borgen Müller.

Tidende kommer til at følge med i familien Müllers kildearbejde, som både kaster nyt lys over deres egen familiehistorie men potentielt også modstandsbevægelsens historie på Bornholm.