Gudhjem på fornem liste: Er nr. 45 i verden

Gudhjem på fornem liste: Er nr. 45 i verden
Gudhjem fra luften. Arkivfoto: Jacob Jepsen
15. SEP • 12:24
15. SEP • 12:24

Amerikansk erhvervsmagasin har Gudhjem med blandt verdens 50 smukkeste landsbyer og beskriver da også byen i højstemte toner.

Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes har lavet en liste over verdens 50 smukkeste landsbyer, og dér finder man så sandelig Gudhjem placeret.

I betragtning af, at det måske ville være uhøfligt at gøre magasinet opmærksomt på, at der ikke findes landsbyer på Bornholm – hvilket jo endda kunne betyde, at byen blev pillet af listen – kunne man eventuelt i stedet lige række tunge ad Seyðisfjörður på Island, Hahoe Folk Village i Sydkorea, Tatev i Armenien, Rothenburg ob der Tauber i Tyskland samt Marsaxlokk i Malta, fordi de er placeret på pladserne 46-50, hvilket altså er ringere placeringer end Gudhjems 45. plads.

Også det ville være en kende uhøfligt, så måske reaktionen bare skal være tak.

Og man må så sandelig konstatere, at redaktionen på Forbes forstår at sælge varen, for i en google-oversættelse kan man læse om Gudhjem:

"Røde granitklipper rejser sig fra Østersøen, og hyggeligt placeret mellem dem vælter Gudhjem ned i en kaskade af smukke okkerfarvede tage. Her driver røg fra århundredgamle silderøgerier forbi boutiquegallerier – hvor glaspustere former smeltet farve til fine former. I mellemtiden summer små passagerfærger ud ad havnen mod Christiansø – en afsidesliggende ø-fæstning gennemsyret af maritim historie – der skærer gennem koboltblåt vand.

Ved Helligdomsklipperne slår bølger mod den takkede klippe, som giver genlyd gennem skjulte huler. Så, når aftenen falder på, samles de lokale med isvafler på kajen, og byen gløder i stilheden af en bornholmsk solnedgang".

Hold da op!

Nr. 1 på Forbes liste er landsbyen Bibury i England.

I december 2023 bragte Forbes rejseskribent, Ann Abel, en liste over de 11 hoteller, der havde gjort særligt indtryk på hende i årets løb, og blandt disse nævnte hun bornholmske Hotel Nordlandet.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT