DAGENS NAVN / 9. FEB • 05:30

'Der blev lige pludselig meget stille i førerhuset'

'Der blev lige pludselig meget stille i førerhuset'
Som flotillechef og fartøjsfører stod Jackie Nielsen i spidsen, da Marinehjemmeværnet fredag sejlede til Christiansø, som havde været isoleret i flere dage. Foto: Henrik Nielsen
Journalist

Da Marinehjemmeværnet fredag kom Christiansø til undsætning efter flere dage uden kontakt til omverden, var det Jackie Nielsen, der sejlede Hjortø fra Bornholm til Ertholmene. Her fortæller han, hvordan han oplevede det hele.

Hvad fik dig til at gå ind i Hjemmeværnet?

– Jeg blev presset af en kollega, som havde fat i mig flere gange. Jeg hørte, at man havde sendt nogle med landbrugsbaggrund ud for at hjælpe, og så tænkte jeg, at det lige var noget for mig. Da jeg hørte, hvor de var blevet sendt ud, var det lige hot nok, og jeg har altid kunnet lide at sejle, så jeg valgte at gå marinens vej.

Hvilken baggrund havde du i søfart?

– Ikke andet end at jeg var klubmester i optimistjolle i lergravene.

Hvad skulle du igennem af uddannelse?

– Jeg skulle det hele. Først er der den militære baggrund, som jeg var heldig, at man afholdt på Bornholm. Det tog lidt over en uge. Derefter så skulle jeg til Marinehjemmeværnets skole i Nyborg, der hedder Slipshavn. Der startede vi med at tage et speedbådscertifikat, og så gik vi videre til det, der hedder dæksgast. Det er et af de bedste kurser i Marinehjemmeværnet, hvor man kommer alt igennem, blandt andet at flyve helikopter og søgeredninger.

Hvad fik dig til Bornholm i sin tid?

– Jeg studerede til landbrugstekniker i Aarhus. Mine forældre boede på Falster, og mine svigerforældre boede på Bornholm. Vi var enige om, at vi ville bo ét af stederne, fordi det var for bøvlet at rejse, hver gang vi skulle besøge familien. Jeg tænkte over, hvem jeg bedst kunne have boende 14 dage ad gangen, og så tog vi til Bornholm.

Hvilke opgaver løser du i flotillen?

– Som chef på skibet skal jeg sørge for at få indkaldt det nødvendige mandskab. Jeg skal aftale med hovmesteren, hvad vi skal have af proviant, og jeg skal sikre mig, at de nødvendige poster er udfyldt, så vi kan sejle. Det er sygdomsbehandler, radiogast og en vagtchef. Når alt det er på plads, skal jeg stå for at administrere timer, økonomi til hovmesteren og selve sejladsplanlægningen.

Hvad får du selv ud af at være aktiv?

– Det er spændende at se, hvordan de nye udvikler sig, og hvilken retning de går. Vi får også nogle rigtig gode oplevelser, når vi er på tur sammen, hvor vi nyder hinanden og får et godt fællesskab. Da vi var af sted og hente dem på Christiansø; at se de små børns ansigter, da de kom i land i Tejn og vidste, at nu kunne de komme på ferie, det var dejligt at se.

Jackie Nielsen gik ind i Hjemmeværnet i 2014, og det blev Marinehjemmeværnet, fordi han altid har været glad for at sejle. Foto: Henrik Nielsen
Jackie Nielsen gik ind i Hjemmeværnet i 2014, og det blev Marinehjemmeværnet, fordi han altid har været glad for at sejle. Foto: Henrik Nielsen


Hvordan oplevede du hele Mission Christiansø?

– Jeg hørte om dem, som var strandet på Bornholm, så jeg kontaktede Christiansøfarten for at høre, hvorfor de ikke kunne sejle, om det var selve besejlingen derovre. Jeg fik at vide, at det var på grund af overisning, og så tænkte jeg, at det må Hjortø kunne klare. Da vi begyndte at få aftalerne på plads, tænkte jeg, at det måske alligevel var en dårlig idé, for det var ikke ufarligt, det vil skulle ud i.

– Da vi tog af sted fredag morgen, havde jeg lidt sommerfugle i maven. Vi havde hørt, at bølgehøjden var faldet til omkring to meter, og det var plusgrader, så vi håbede, at overisningen ikke ville være et problem. Da vi skulle rundt op ved Hammeren, var det ligesom, vandene stødte sammen, og så holdt det med to meter ikke. Vi havde en læge og en sygeplejerske med og også nogle, som ikke er vant til at sejle i det vejr. De blev meget overraskede, og der blev lige pludselig meget stille i førerhuset.

– De har afskaffet havnefogeden på Christiansø, så vi havde skipperen fra Christiansøfarten, Simon, med, for han har nogle kontakter, der kunne fortælle, hvordan vi skulle sejle i det vejr. Da vi kom frem, var vinden gunstig for os, og vi kunne sejle ind sydfra uden problemer. På hjemturen red vi bare på en bølge. Det var ligesom at surfe, og jeg kunne høre, der var god stemning. Normalt sejler vi 12 knob, og den ene vej kunne vi kun sejle otte knob, men tilbage var vi oppe at løbe næsten 18 knob.

Hvordan var den opgave sammenlignet med andre opgaver?

– Vi er det, der hedder et observationsskib. Vores primære opgave er suverænitet, derefter kommer eftersøgning og redning og så miljøberedskab. Vi er også ude at skygge russiske både, og de er blevet noget mere aggressive end vanligt. Vi havde en i sommer, hvor jeg havde nogle nye gaster med. Stemningen var høj i styrehuset, men da vi kommer derud, gik russerne op og stillede sig ved deres våbenstationer, og så blev der lige pludselig stille.

 

Hvordan var det at sejle med civile passagerer?

– Til lægen og sygeplejersken sagde vi, at de kunne gå, hvor de ville. De skulle bare have én med, hvis de ville op på åbent dæk. De andre, hvor der var børn med, nåede jeg ikke ned og snakke ret meget med. Jeg havde fokus på at sejle skibet, men jeg havde to fantastiske folk, der tog sig af dem, lavede sjov og gav dem mærker.

 

Hvordan har du så oplevet medie- og samfundsinteressen for den her tur?

– Den har været helt ekstrem. Det startede med, at P4 ville have et interview med mig torsdag. Da jeg kom derned, stod der et filmhold ved siden af, og det var TV2. Jeg troede, jeg skulle tale med Jens Ørberg fra P4, men det viste sig at være en fra DR, som lavede en video, og så sagde hun, at Jens Ørberg ville komme bagefter. TV2 spurgte, om de kunne tale med mig igen fredag morgen, inden vi skulle af sted. De kunne de godt, og de var også taget til Tejn, hvor de talte om, at det skulle i TV2 News. Da jeg kom hjem fredag, var jeg fuldstændig bombet, fordi min krop havde været i bevægelse hele tiden, og så begyndte beskederne at tikke ind, om jeg var i fjernsynet.

Hvad laver du i dit civile liv?

– Jeg er ansat i regionskommunen, hvor jeg sidder i den regionale del, som har med jordforurening at gøre. Jeg sidder med jordflytning, jordforurening og olietanke, og så er jeg regionskommunens dronepilot. Jeg har nemt ved at få fri fra jobbet, når der er noget, for chefen er en af mine gaster.

Jackie Nielsen

54 år

Gift med Gitte, sammen har de tre voksne børn

Oprindeligt fra Nykøbing Falster, bor i dag i Muleby

Flotillechef og fartøjsfører i Hjemmeværnsflotille 471



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT