Første besøg i Skandinavien nogensinde: Brun sule har fløjet mindst 6.000 kilometer til Dueodde

Første besøg i Skandinavien nogensinde: Brun sule har fløjet mindst 6.000 kilometer til Dueodde
| ABONNENT | 12. SEP 2020 • 12:58
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
12. SEP 2020 • 12:58
I 25 minutter fra lige før klokken 10 lørdag formiddag så tre bornholmske fuglekiggere en voksen brun sule flyve forbi Dueodde. Den brune sule er så sjælden en gæst, at den faktisk aldrig har været her før.

Fuglen slår normalt sine folder i Vestafrika, hvor den fra sin nærmeste yngleplads ved Kap Verde ud for Afrika har cirka 6.000 kilometer til Dueodde.

– Vi var helt euforiske på toppen af klitten, da vi blev klar over hvad vi stod og så på. De første 5-10 minutter kunne vi slet ikke finde ud af, hvad vi stod og så på, og vi tænkte, at det var en almindelig sule. Men der var noget galt, og da vi så hev telefonen frem, kunne vi se, at det var en brun sule, fortæller Jens Christensen, medlem af bestyrelsen i Dansk Ornitologisk Forening Bornholm.

Lørdag formiddag var han en af de tre fuglekiggere, der fik sig en overraskelse på Dueodde. De to andre var Eilif Bendtsen og eksilbornholmeren Steffen Sommer Nielsen, der hvert efterår vender tilbage til Bornholm for at gå på fuglekig.

– Den fløj rundt og fiskede tobis på det lave vand. Vi så den på godt 100 meters afstand, beretter Jens Christensen.

Er I 100 procent sikre på, at det var en brun sule?

– Ja. Den har en meget markant hvid bug, der er skarpt afskåret fra det sorte bryst. Og så opfører den sig også anderledes end den almindelige sule: Den flyver forholdsvis lavt og dykker fra lav højde skråt ned i vandet. Den er heller ikke så stor. Den almindelige sule er meget større.

Den brune sule er 70 centimeter lang og har et vingefang på 142 centimeter: Markant mindre end den sule, der ind imellem ses i de ydre danske farvande, men ikke meget i Østersøen.

Formentlig blæst hertil

Jens Christensen regner med, at den brune sule fra Dueodde først har forvildet sig væk fra sine vante kyster ved Vestafrika – og dernæst ikke har haft herredømmet over den seneste tids stærke blæst fra vest.

– Det er fuldstændig absurd at se den brune sule her. Men i den seneste tid er den blevet set ved England, hvilket også er en sensation. Der er åbenbart en eller flere af dem, der er kommet på afveje, og en af dem er så blæst ind i Østersøen, siger han.

– På en måde er den kommet op i Middelhavet og blæst ud i Atlanterhavet. Her har den så turet rundt, og en af dem er så blæst ind i Østersøen. Vi har jo haft ret megen blæst fra vest på det sidste.

– Da vi så den, trak den mod vest, og det er den rigtige vej. Så på en eller anden måde vil den sandsynligvis finde ud i Atlanterhavet, og så er den på vej hjem. Den vil ikke flyve over land, for det er en havfugl, der yngler ved kysterne og finder mad på havet. Den har intet at gøre over land, siger Jens Christensen.

Opdateret lørdag klokken 13.44: Fuglekiggeren Rolf Christensen fra Skagen er erstattet med Jens Christensen som øjenvidne til den brune sules besøg. Ifølge Jens Christensen sker det meget jævnligt, at Rolf Christensen rapporterer fugle-iagttagelser til medier, som han har set indrapporteret, men ikke selv har set. Det bragte i første omgang Bornholms Tidende til at antage, at Rolf Christensen selv var blandt de tre, der så den brune sule ved Dueodde.

FÅ ABONNEMENT