Fagblad: Politisk flertal vil nu fjerne spærretid

Fagblad: Politisk flertal vil nu fjerne spærretid
Borgmester Thomas Thors, da han i fredags på et pressemøde forklarede de bornholmske journalister om den spærretid, som han omformulerede til "retningslinjer". Foto: Jacob Jepsen
SPÆRRETID | BORNHOLM | ABONNENT | 15. JUL 2021 • 10:58
SPÆRRETID | BORNHOLM | ABONNENT
15. JUL 2021 • 10:58

Borgmesterpartiet Socialdemokratiet har sammen med Enhedslisten og SF stillet et nyt forslag, som vil annullere de kontroversielle retningslinjer for journalister – der skal altså ikke være begrænsninger for deres arbejde i perioden op til kommunalvalget i november på Bornholm, som der ellers blev lagt op til, da kommunen annoncerede sin spærretid, som senere blev ændret til "retningslinjer".

Det skriver fagbladet Journalisten, som også oplyser, at ændringsforslaget af borgmester Thomas Thors er sendt til kommunalbestyrelsens gruppeformænd klokken 9:11 torsdag morgen og skal behandles på et ekstraordinært møde i kommunens økonomiudvalg 12. august.

De tre partier bag forslaget sidder på i alt 12 af de 23 pladser i kommunalbestyrelsen, og det rummer ifølge journalisten.dk følende tre punkter:

• For det første skal spærretiden som begreb fjernes. Dette var allerede en del af borgmester Thomas Thors' (S) forslag til nye retningslinjer, som han præsenterede i fredags.

• For det andet skal begrænsningerne for politikere forkortes fra tre til to måneder, og de bliver lempet, så politikerne stadig kan have adgang til kommunale institutioner. De kan imidlertid ikke medbringe gæster eller medier på besøg i perioden.

• For det tredje understreges det, at sædvanlig praksis vil gælde for medier, nemlig at henvendelser om besøg i kommunale institutioner vil blive vurderet af kommunen.

De ekstraordinære tiltag for journalister, som kommunen præsenterede 29. juni, indebar ellers blandt andet, at medier ikke kunne få adgang til kommunale institutioner og bygninger i tre måneder, og at det kun var kommunaldirektør Johannes Nilsson, der kunne udtale sig på vegne af kommunen.

Bornholms Tidende har torsdag formiddag været i kontakt med Thomas Thors, som oplyser, at han egentlig gerne ville holde debatten internt i kommunalbestyrelsen, men nu vil udsende en pressemeddelelse om det nye forslag.