En reza te månajn

Vi fortsætter i denne uge vi med at høste historier fra J. P. Kuhres (1886–1941) fiktive breve, som blev lagt i pennen på en “Mortijn” og udkom i Bornholms Avis mellem 1932 og 1939 under titlen “Brev te Nels”. Og vi fortsætter, hvor vi slap. Dagens korte historie tilhører således samme genre som sidste uges afsluttende historie – vrøvl fra ende til anden.

Teksten, der gengives med originalens retskrivning (dog med rettelse af enkelte åbenlyse fejl og med gengivelse af ‘aa’ som ‘å’), handler om de strabadser, som fortælleren (Mortijn) udsættes for, når han skal hente en økse ned fra månen, efter at han ved en fejl er kommet til at kaste den derop. Historien lyder således:

De va skam ente alti ârtit å varra Enabælli forr i Tider. Men enj fikj lært å sjydda nâd, å jâ måtte præva lid å vært. Ota sænde Fâr maj ud a Skâuinj å skâua, å de kunje nu varra majed plaserlit, vis a Øjsan bâra kunje bedded, men hon va mæst alti sjænt, å jâ hadde et forplawenes Mâz, injan a jâ fikj nâd Træ omkujl.

Så va’d nu enj Dâ, jâ seddan va uda å skâua; å jâ mente ju, a Øjsan va sjænt som vân å târ så fat alra ydarst om Skafted me bæggje Hænnarna å hugger te me ajl minn Majt…. men Omforladelse — dænjgonginj hadde Fâr slivad na, å hon røj som en Lyna lie ijennem Træed å op å hugde saj fâst i Månanj.

Va skulle jâ nu gjorra? Jem tore jâ ente komma udan Øjsan, sa jâ ble ju nogged beladinj; men lie me et kommer jâ te å hâusa på, a jâ hadde noggena Frø i Lomman, å di va å et Slaws Træ, som vâuste nâd så ustortelia hâuse å ble så umanerlia høja. Jâ satte så et å dom, å lænje vâre’d ente, forrinj a de va opkommed, å de bâra vâuste å vâuste — tesist va’d mæst oppa ver Månanj. Så tâu jâ fat å haska. De va højt, å de va drøjt, men lânt om lænje rajte jâ fram å fikj fatte på minn Øjsa.

Bâra enj så va væl ver Jorn ijæn, tænjte jâ, å begjyjnde så småt å krajla nerætte. Fost kjikkada jâ, men enj kunje ikkje så majed som sjymta derner enjgong — så lânt va der…. men ner gjik’ed — strøjenes. På Vænj møte jâ et Pâr gamla Kjælinger, som sto å knød Awner sammen te Hâmparev…. Om jâ’nte kunje villa kjøvva lid å dom, men dæmme, jâ hadde ju ijla Stynjer å skulle gjærna varra nera injan Aftan, sa jâ lo dom men stå der å spode maj viderefort.

Så — lissom de gjik alrabæst, kom jâ i en hundans Kniva — Træed va visnad væk frå Roden å — — De, der vâuste fost, viznada fost. De va men Toppinj, der va ijæn, å jâ kunje ente komma lænjere nerætte.

Nu kunje jâ akkorât begjynja å sjymta Jorn, å jâ tænjte så småt på, om jâ skulle la maj dompa, men lissom de, kom jâ te å hâusa på di gamle Kjælinjarna, å spode maj op te dom ijæn å lånte et lânt, lânt Rev. De bânt ja så te Træed, å så rajte jâ så lânt ner, a jâ gaddeli gott kunje begjynja å sjymta Jorn unjenen. Nu va der ente nâd å gjorra — jâ måtte la maj dompa….

Nu hâr jâ alti vad seddan tæmmeli uhældier å kajla, å de va jâ âu dænja Gonginj, for jâ falt ævent i en Kløppeklæwt, sa Hâud kom i Knivan å va ikkje te å rokka derfrå. Men — sælom jâ Gong ætte Gong e komminj galed opidi’ed, hâr jâ ju gjærna alti hijt på Rå, å de gjore jâ nu âu. Jâ løvv jem ætte maj en Hakka å enj Spâ, å så fikj jâ Hâud revved te maj ijæn…. Men då jâ kom tebâges me Reskavinj, då hadde Ulvana åded lid å dænj ena Kjæwtinj — å de e derfor, a jâ e lid sjæwhâudader….

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk