Bag arrangementet står forpagter af Christianshøjkroen, og Joakim Tranberg, revyskuespiller med mere.
Joakim holder weekend fra revyen, der spiller i Kyllingemoderen mandag-torsdag, og han tager en tjans som bartender, inden han skal på scenen med sit band, Seebach Tribute, til dagens første omgang livemusik.
– Det er ikke, fordi det er et stort arrangement, men omgivelserne er vidunderlige, en hoppeborg til børnene, lidt ridning, øl og vand, musik og hygge. Mere behøver man ikke. Specielt ikke i øjeblikket, hvor folk hungrer efter at komme ud, siger Joakim Tranberg, der tidligere har været med til at arrangere havnefest i Snogebæk og erklærer, at aflysningen her skærer ham i hjertet:
– Når det ikke kan blive en havnefest i Snogebæk, må det blive en havefest. For der skal ske noget. Nogle gange kan det være bøvlet at skulle arrangere noget i fredede områder, men her var det let. Jeg er meget positivt overrasket over, at Naturstyrelsen bare synes, at det er fedt og var med på ideen fra start. Det giver lyst til, at man bliver ved, siger Joakim Tranberg.