Dialog med allingeboerne efter årets folkemøde

Dialog med allingeboerne efter årets folkemøde
Arkivfoto: William Sonne Kaalø
Tirsdag 19. august 2025 • 19:00
Tirsdag 19. august 2025 • 19:00

Folkemødet bad mandag den 18. august om at få at vide, hvad de kunne gøre anderledes og bedre.

Hvad kan vi gøre anderledes? Det spørgsmål stillede Folkemødet i mandag aften deres værter, allingeboerne. Folkemødets folk havde indbudt høj som lav og gammel som ung til et evalueringsmøde, for man vil gerne blive klogere på, hvordan de oplevede årets folkemøde.

– Jeg synes, det var et rigtigt godt møde. Vi havde omkring 50 deltagere, og inden da havde vi et møde, hvor vi havde inviteret de erhvervsdrivende, siger Signe Saabye Ottosen, der er direktør for Folkemødet.

Der var ikke lagt noget særligt program for aftenen. Saabye og hendes stab mødte blot op med åbne ører.

– Meningen var, at man kunne byde med det, man havde på hjerte Det skulle ikke være så styret, siger hun.

Mere skraldeplads

Signe Saabye Ottosens medarbejdere tastede løst i tastaturet, så de kunne få det hele med, der blev sagt under mødet.

– Nu skal vi hjem og kigge på, hvad vi kan gøre. Noget vil være let, og andet vil kræve lidt mere, siger hun.

Der var to gennemgående temaer, hvor allingeboerne sendte Folkemødets folk i tænkeboks og opfordrede til lidt ærmeopsmøgning.

– Noget af det, der fyldte, var blandt andet affaldshåndtering og parkeringsforhold. Der var mangel på skraldespande, men det er lige til at gå til. Den slags er dejligt, for det er hurtigt løst, siger direktøren.

Parkeringssituationen kræver lidt mere end plads til skrald.

– Det handler især om tingængelighed i forhold til parkeringspladser for de lokale under Folkemødet i forhold til at kunne komme til og fra sin bolig, når man eksempelvis skal handle eller har andre ærinder, forklarer hun.

Borgergruppe på vej

Signe Saabye Ottosen havde ikke frygtet et rabaldermøde. Men hun er alligevel mere end tilfreds med, hvordan det hele forløb.

– Jeg er virkelig glad for, at mødet foregik i god stemning. Selvom der var masser af feedback, oplevede jeg, at det var konstruktiv kritik. For der var masser af kritik, men det tager vi til os. Vi vil gerne lære af det og blive bedre til vores job, siger hun.

Folkemødedirektøren hæfter sig især ved en enkelt ting: Et initiativ, der skal tage problemer i opløbet, så der er tid til at finde løsninger, inden begivenheden løber af stablen i 2026.

– Noget, jeg var virkelig glad for, er, at der er blevet taget initiativ til en lokal borgergruppe, som gerne vil samle alle input og løbende gå videre med det til os, forklarer hun.

Ideen er, at allingeboerne løbende skal kunne melde ind til den ansvarlige for gruppen, der så samler sammen og opdaterer Folkemødet om de ting, der bekymrer, irriterer eller overrasker byens indbyggere.

– Det bliver en aktiv sparringspartner, som jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med, siger Signe Saabye Ottosen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT