Den muntre og arbejdsomme løjtnant Kofoed

Lillesøster Elvira Kofoed fra Østermarie skilte sig ud fra familien og blæste på søstrene, da hun rejste med Frelsens Hær til Belgien i 1927. Senere fik hun pensionat og giftede sig med Poul, som var alt andet end religiøs.

SLÆGTSFORSKNING

Hun var lige blevet 18 år, da hun rejste fra Bornholm og begyndte på Frelsens Hærs kadetskole på Grundtvigsvej på Frederiksberg i 1925. Årene efter blev hun sendt af sted som prøveløjtnant til Bogense, Rudkøbing og sluttede derefter sin officeruddannelse og blev løjtnant den 20. maj 1927. Herefter ventede præmien som udsendt til Bruxelles i Belgien.

For snart hundrede år siden har det været lidt af et eventyr for en ung kvinde fra Østermarie: ”Løjtnant Kofoed er glad ved at faa lov til at rejse til et fremmed folk og land med budskabet om frelse,” står der i en artikel i bladet ”Krigsråbet” i juli 1927. Her citeres Elvira også for, at Guds vilje vejer tungere end slægt, venner og kærligheden til Danmark.

Frelsens Hærs eftersøgningstjeneste har kigget i deres arkiver, og her har de fundet Elviras uddannelsespapirer. Hun fik karaktererne 3 for tale og sang, mens hun fik 2 for musik (guitar) og 2 ½ i lederevne, hvor 3 var det højest opnåelige.

Søstrene Kofoed, Dagny (tv), Elin og Elvira med sløjfte i håret, mens Agnes sidder ned.

Elvira Kofoed blev født den 1. april 1907 i Østermarie. Hun var den sidste i søskendeflokken af fire søstre og fire brødre. Fødselsprotokollen for fødte i Østermarie fortæller, at hun var det 20’ende barn, som kom til verden i Østermarie Sogn det år, og at hendes mor havde haft ti fødsler i alt. Så hvis jordemoderen har styr på sin regning, så har min oldemor Karoline Margrethe Kofoed sandsynligvis haft to dødsfødsler.

Elvira har været lidt af en efternøler, og hendes mor var da også 42 år, da Elvira blev født. Hendes første tjenestested er formentlig i Nexø, hvor hun skriver fra til sin storesøster Dagny (min mormor) den 2. september 1921. Elvira er ikke mere end 14 år, men hun har allerede har besluttet sig til at være en del af Frelsens Hær, og det er bestemt ikke noget, der huer hendes søstre og hendes forældre, som er baptister.

Elvira fik fine karakterer på kadetskolen.

”Jeg har lige modtaget brevet fra dig og du skal have tak for det. Jeg blev glad, da snart jeg saa, det var fra dig. Men da jeg havde læst det, havde jeg nær givet mig til at græde over, at du min kære søster kunne faa dig til at skrive saadan et haanende brev til mig, for du gør ligefrem nar ad Frelsens Hær og dens principper. Jeg vil dog alligevel fortælle dig, at jeg ikke behøver være kalveknæet for at være soldat i Frelsens Hær. Tror du, at Gud synes om, at der er nogen, som gør nar ad nogen af hans frelste skare lige meget, hvor de staar, om de er metodister, baptister, Frelsens Hær eller nogen anden kirkelig retning?”

Søstrene holder dog sammen, selvom de er uenige om det religiøse tilhørsforhold, og da Elvira befinder sig i Bruxelles, skriver hun til sin søster Dagny: ”Jeg er ellers hos en ualmindelig flink kaptain, vi er rigtig gode venner. Jeg har kun en ting mod hende, og det er at hun absolut morgen og aften vil have lov til at kysse mig paa begge kinder, for det er nemlig skik hernede, men jeg forsikrer dig for, at det er en hel tortur for mig alt det smaskeri, og jeg snyder mig fra det, naar jeg paa nogen maade kan se mit snit dertil. Det er jo ikke saadan som med dig, for du kan jo godt lide at faa kys især af Harald?,” skriver Elvira og hentyder drillende til, at Dagny har fået en forlovet.

Efter Elviras ophold i Belgien, eksisterer der ikke mere om hende i Frelsens Hærs arkiver, og det næste sted, vi finder hende er i Lobbæk på Bornholm. Her står hun opført i Folketællingen for 1930, hvor hun er husassistent i Andreas Linds byggeforretning og cementstøberi.

Elvira og Poul i deres yngre år.

På et eller andet tidspunkt beslutter hun at rejse til Sjælland igen, og i 1940 finder vi hende sammen med hendes mand Poul Erik Larsen i Taastrup. I huset bor også Elviras svigermor Marie Sofie Larsen, som har mistet sin mand året før. Det er nærliggende, at det er Poul Eriks barndomshjem, som de er flyttet ind i.

Hvor og hvornår hun mødte Poul Erik kan ingen fortælle mig, men de slægtninge, som jeg har været i kontakt med, undrer sig over, at det lige var Poul, som Elvira blev gift med, eftersom han på ingen måde var en kirkens mand. Måske ville hun frelse ham. Måske er det bare den gamle traver med, at modsætninger mødes.

Deres søn Niels Erik Kofoed Larsen, som de adopterede i 1945, fortæller om en mor, der knoklede løs i hans barndom. Poul var sadelmager og møbelpolstrer, mens Elvira kørte pensionat, hvor op mod 70 mennesker kom og spiste om dagen:

”Det var min mor, der sørgede for, at der kom smør på brødet. Hun lavede alt maden selv, og så smurte hun madpakker til en del også. Det hjalp min far også med, og det var op klokken 05 om morgenen. Der var altid mennesker i huset, og der kom også bornholmere og spiste hos os, og når der gjorde det, så slog min mor over i bornholmsk med det samme,” fortæller Niels Erik, som fortæller om en mor, der både kunne være bestemt og munter.

Elvira med hund er sandsynligvis også fra Taastrup. Deres søn Niels Erik har fortalt mig, at en af dem, som kom på pensionen forærede ham en hund, og den var hos ham i 16 år.

Min grandkusine Marion Timm Prehn fortæller: ”Sammen med min søster Elsebeth serverede vi og vaskede op. Pensionen var kun til spisning, dengang boede ugifte på lejet værelse uden mulighed for at lave mad selv. Vi spiste sammen med Poul og Elvira bagefter. Hun lavede fantastisk god mad.”

Marion har fundet billeder af Elvira, hvor humøret er højt. Det var kendetegnende ved Elvira, at hun var en bestemt dame, men hun kunne også være til masser af sjov og komme med en kæk bemærkning.

Godt oppe i årene besluttede Elvira og Poul at flytte på landet. Der var ikke længere møbler, der skulle polstres – og man spiste ikke længere på pensionat. Ægteparret Larsen flyttede på landet ved Asmindrup for en kortere periode. Herefter fik de en ældrebolig i Taastrup.

Elvira Elisabeth Larsen, født Kofoed, døde 2. juledag 1973.

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: dortekofoed67@gmail.com