By er plaget af drengestreger

By er plaget af drengestreger
Mattias Landberg-Krarup. Foto: Holger Larsen
| 20. JAN 2021 • 09:05
Holger Larsen
Journalist

20. JAN 2021 • 09:05

HÆRVÆRK

Det er ikke tit, at Nyker optræder i politiets døgnrapport. Men på det seneste er det sket, og det er man kede af i Nyker.

Som nævnt i en notits her på siden har der været et par hærværkssager i weekenden, og de følger efter flere tilfælde af, hvad der betegnes som grove drengestreger.

– Der har været mange eksempler hen over jul og nytår på grove drengestreger, og vi har en fornemmelse af, at det er taget lidt til i Nyker. Noget af det kan virke harmløst, men summen af det hele er til meget irritation. Det tyder meget på, at nogen keder sig, når de ikke er i skole og ikke kan komme til fodboldtræning, siger Mattias Landberg-Krarup, formand for Nyker Borgerforening.

Formanden fik selv sprængt sin postkasse i sidste uge midt om eftermiddagen.

– Det er lidt irriterende, og vi har i borgerforeningen talt om, at vi skal til at tage nogen initiativer for at aktivere de unge. Men det er en meget besværlig tid lige nu. Så vi kan bare vente på, at vi får lov til at lave noget igen. Lige nu med forsamlingsforbud og andet er der lange udsigter med at kunne sætte noget i gang, mener Mattias Landberg-Krarup.

Det bliver for meget

– Det er et lidt uvant billede for Nyker, og det er vi kede af. Det fylder meget borgere imellem, også på vores gruppe på Facebook. Der sker selvfølgelig noget ind i mellem, men det begynder at være af en karakter, hvor det bliver for groft og for meget, tilføjer formanden.

– Det kan også være, at vi kan spille sammen med kommunen om det i deres strategi om børn og unge. Jeg håber i hvert fald, at der ikke kun bliver taget initiativer i Rønne og Nexø, men at det også kommer lidt ud på øen, for vi ser også nogle unge mennesker, der keder sig lidt for meget lige nu, slutter Mattias Landberg-Krarup.