Leder: Slip dog ungdomssporten fri

Leder: Slip dog ungdomssporten fri
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 21. JAN 2021 • 06:58
Af:
Øjvind Hesselager
| ABONNENT
21. JAN 2021 • 06:58

LEDER

Parkeringen af ungdomslivet på grund af corona er nu så omfattende, at vi må overveje, om det ikke var bedre at lade børn og unge mødes til udendørs sports- og fritidsaktiviteter end at fastholde dem i et langvarigt corona-fængsel.

Det forekommer paradoksalt, at man kan tillade professionelle håndboldspillere at mødes indendørs i haller i Egypten til verdensmesterskaberne, men omvendt må ungdommen ikke mødes på en udendørs fodboldbane i Danmark.

Det har stået på så længe nu, at vi risikerer, at isolationen af ungdommen, hvor de uge efter uge skal leve et tomt og indholdsløst liv, hvor de højst mødes via skærmen, reelt udgør en større risiko for dem end corona.

Det er ikke for børnenes skyld, at de isoleres. Det er klart. De isoleres, så de ikke bærer smitte videre til andre mere udsatte grupper, ikke mindst de ældre. Men er det en rimelig pris, vi her forlanger af de yngste samfundsborgere?

Når børn og unge om fem år skal kigge tilbage på nogle af livets vigtigste år, hvor personligheden dannes og livslysten for alvor får næring, så skal de tænke på, at de ofrede sig. De fik stjålet muligheden for at folde sig ud, fordi de skulle gå meget langt i beskyttelsen af andre.

 

Vi kan ikke være bekendt,
at vi uge efter uge tillader voksne
professionelle sportsudøvere at
dyrke deres sport – men intet gør
for at de unge kan holde sig i gang

 

Vi ser allerede nu nogle af konsekvenserne af coronaisolationen.

Nyker har i weekenden været ramt af flere hærværkssager, hvilket er helt usædvanligt. Og formand for Nyker Borgerforening, Mattias Landberg-Krarup, fortæller Bornholms Tidende, at der måske nok er tale om harmløse drengestreger, men de vækker irritation. Det drejer sig blandt andet om en sprængt postkasse.

– Det tyder meget på, at nogen keder sig, når de ikke er i skole og ikke kan komme til fodboldtræning, lyder det fra Mattias Landberg-Krarup.

Borgerne i Nyker forstår godt, at de unge keder sig. De har tilmed talt om at lave særlige aktiviteter for de unge. Men det forhindrer forsamlingsforbuddet.

Opråbet fra Nyker er relevant. Det er på tide, der kommer politiske signaler, der kan tænde lyset i børnenes og de unges øjne igen.

Vi kan ikke være bekendt, at vi uge efter uge tillader voksne professionelle sportsudøvere at dyrke deres sport – men intet gør for at de unge kan holde sig i gang.

Kan det være rigtigt, at økonomiske interesser er vigtigere end børn og unges trivsel?

Børn og unge er i dag så trænede i corona-omgang, at de sagtens kan håndtere at møde omklædte op og gå direkte i gang med træningen. Vi kunne også indføre obligatoriske hurtigtest af de unge.

Det er værd at minde om, at børn og unge under 16 år jo slet ikke skal vaccineres. Betyder det, at de skal leve under de nuværende regler til hele vaccinationsprogrammet er kørt igennem for alle andre?

Det er ikke mentalt sundt. Et er en sprængt postkasse i Nyker. Det skal vi nok overleve. Men vi skal ikke stå med en hel generation af børn og unge, der har fået frarøvet et udeliv, som vi sagtens kan organisere uden at øge smittespredningen uforsvarligt.