Bornholmslinjen: Trist sag med ulovlig fragt af fyrværkeri

Bornholmslinjen: Trist sag med ulovlig fragt af fyrværkeri
Tirsdag sejlede Bornholmslinjen uvidende med 1,7 tons fyrværkeri, som var lastet ombord i en varevogn. Det er ulovligt at fragte fyrværkeri på hurtigfærger. Arkivfoto Jens-Erik Larsen.
BORNHOLM | Torsdag 30. december 2021 • 18:30
Berit Hvassum
Journalist
BORNHOLM | Torsdag 30. december 2021 • 18:30

Færgeselskabet er kede af sagen med den fængslede chauffør, men ser også en mulighed i at få skabt opmærksomhed på reglerne af farligt gods ombord hurtigfærger.

Onsdag blev en 25-årig chauffør fra Jylland varetægtsfængslet i 14 dage for at have bragt passagerer og besætningen ombord Express 1 i fare.

Chaufføren undlod at gøre Bornholmslinjen opmærksom på den farlige godsmængde af 1,7 tons fyrværkeri, der var lastet i varevognen, da han kørte ombord hurtigfærgen i Ystad mod Rønne den 28. december.

Kort forinden chaufføren kører ombord færgen, har han fjernet skiltene i bilen, som gør opmærksom på transport af farligt gods. Oplysningen kom frem i det åbne grundlovsforhør, som blev afholdt i Retten på Bornholm onsdag.

Jesper Maack, presse-og kommunikationschef i Bornholmslinjen har fulgt sagen tæt og betegner sagen som alvorlig.

– Det her en meget bevidst handling, når jeg læser de indledende afhøringer fra retten.

– Det er en superkedelig sag og vi er meget glade for, at politiet har fået sat et eksempel på, at det ikke er tilladt, siger han. 

Den farlige last af raketter og andet fyrværkeri havde en netto eksplosiv masse på 178,7 kg og skulle leveres til XL BYg, som intet havde at gøre med fragten af fyrværkeriet til Bornholm. 

Fyrværkeri er klassificeret i den øverste gruppe af farligt gods og må derfor ikke transporteres med hurtigfærger, men kun med godsfærgen ’M/F Hammershus’, der sejler på ruten Køge-Rønne.

Skulle reglerne for transport af farlig gods have været overholdt, havde transportfirmaet HBN Transport haft sidste chance den 12. december.

Nu bliver reglerne slået fast 

– Men det er også på et trist grundlag, at en mand nu sidder fængslet, mener Jesper Maack, som også vurderer, at sagen med den ulovlige fragt af fyrværkeri kan forhindre andre lignende episoder fremover.

– Det er et godt tidspunkt at få reglerne slået fast på, siger Jesper Maack.

Molslinjen/ Bornholmslinjen har klare regler for transport af farligt gods, og ifølge Jesper Maack, er der forskellige grader i kategorien ’farligt gods’.

– En palle med deodoranter er at kategorisere som farligt gods. Men kan selvfølgelig have en eller flere med, men det er mængden, som er afgørende, forklarer han.

– Fyrværkeri er på ingen måde tilladt. Uanset hvordan det er pakket og i hvilken mængde. Selv familier må heller ikke tage noget med ombord. Så skal man rejse til Bornholm og vil have fyrværkeri, så køb det på Bornholm, er rådet fra pr- og kommunikationschefen.

Sejlads med farligt gods foregår cirka en gang om måneden med godsfærgen.

Den 25-årige chauffør er varetægtsfængslet frem til den 10. januar. Varetægtsfængslingen blev torsdag stadfæstet af Østre Landsret.

FÅ ABONNEMENT