Der er cirka 20 tilmeldinger til kåringen af de største græskar, oplyser en tilfreds Kaj Erik Mortensen, formand for bytinget.
Han glæder sig også over, at mange sponsorer har lyst til at støtte arrangementet, hvilket blandt andet betyder, at der er mange flotte præmier på spil, og at man kan servere både græskarsuppe og græskarbrød.
Indvejning
Det hele finder sted på Havnetorvet, hvor der klokken 10 åbnes for aflevering af græskar og indvejning til konkurrencen. Festpladsen åbner for salg af mad og drikkevarer klokken 11, hvor man også kan være med til udskæring af græskarfigurer.
Kåringen af de største græskar finder sted klokken 12. Herefter er der præmiering af de flotteste græskarudskæringer og underholdning for børn og hele familien, inden festpladsen lukker klokken 15.