Bornholmerne – og identitetsmarkørerne

Pensioneret seniorforsker Thorkil Thorsen fra Svaneke er gået på jagt efter den bornholmske identitet. Dette er tredje del i artikelserien.

Ser du en motorcyklist med rygmærker, tænker du straks på rockere. Ser du en person med hanekam-frisure, er din første tanke, at det er én, som tager afstand fra den konforme livsstil, og begrebet punker dukker op hos dig. Ser du folk iklædt en rød kasket med bogstaverne MAGA, ved du, at det må være tilhængere af præsident Trump. Rygmærkerne, frisuren og kasketten er eksempler på identitetsmarkører. De kommunikerer til omverdenen, hvem man er, eller hvilken gruppe man føler sig tilknyttet.

SPROGET

En dialekt er en stærk identitetsmarkør, som afgrænser dens udøvere fra andre. Dermed skaber dialekten en fællesskabsfølelse mellem dem, der bruger den; og den kan understrege over for folk flest, at vi er noget særligt, os der bruger dialekten.

Bornholmsk, som er en dialekt på en afgrænset, afsides beliggende ø, burde have alle muligheder for at være en stærk identitetsskabende faktor. Og sådan har det været i mange, mange år. Men øget geografisk mobilitet, flere og flere blandede ægteskaber, en tiltagende digital udveksling af fremmedsproglig og rigsdansk påvirkning tager kvælertag på dialekterne generelt.

Bornholmsk forekommer at være en dialekt i frit fald. Når jeg hører forældre snakke bornholmsk indbyrdes og til børnene, men samtidig oplever at børnene svarer tilbage på rigsmålet, så har jeg ikke stor tiltro til, at dialekten overlever andre steder end i dilettantkomedierne. Og selv dér går den nok mørke tider i møde. Det sidste tæppefald er faretruende nær.

Nogle forsøger alligevel at holde fast og skabe et grundlag for dialektens overlevelse. En af dem er sprogforsker Alex Speed Kjeldsen, som i universitetsregi og med hjælp fra frivillige bornholmere arbejder med at udvikle Bornholmsk Ordbog. Et imponerende værk.

Andre forsøger på mere usystematisk vis at holde bornholmsk i live. Men jeg må altid væbne mig med megen tolerance og udøve storsind, når jeg læser nye, hjemmestrikkede bornholmske tekster på nettet eller i avisen. De bærer alle præg af, at bornholmsk ikke har noget officielt skriftsprog, så der er et vist råderum. Et kys oversætter mange til tjyss, selv om det jo rent faktisk hedder kjyss. Og en tyr hedder kjyr, ikke tjyr. Sådan sagde vi i hvert fald i min barndom på nordlandet, mens tjyss- og tjyra-folket vist nok benytter sig af den sprogskik, der har sit geografiske epicenter på sydlandet.

Jeg har i mange år fornemmet, at det kunne åbne døre og fremme en håndværkers beredvillighed til hurtig udrykning, at jeg talte bornholmsk til ham i telefonen, når jeg bad om hans bistand. Det var med en måske naiv forestilling om, at vi med dialekten kan understrege, at vi er i en fællesskabsrelation. Men jeg oplever efterhånden, at håndværkeren ikke taler bornholmsk – og dermed er muligheden for at komme frem i køen ikke længere reel.

Avisen havde for nylig en artikel om en bornholmer, som i hele sit 43-årige arbejdsliv havde holdt fast i den bornholmske dialekt på sin københavnske arbejdsplads. Den historie imponerer mange af os andre, som efter bedste evne slog over i rigsmålet, den dag vi betrådte den københavnske stenbro. For det kræver nu alligevel en del at skille sig ud fra mængden. Og er man god til at lægge den syngende sprogtone af sig, slipper man for mange spørgsmål om, hvor man kommer fra. Hvorfor snakker du så mærkeligt? Nåeh, er du fra Bornholm, kender du så Sonja og Peter? Eller: Er du så i familie med ham, der en overgang boede i Vang og senere flyttede til Pedersker?

Det er ikke kun det manglende stød og sprogtonen fra det bornholmske modersmål, der er svær at lægge af sig. Der findes også bornholmske ord, som vi måske nok kan levere på accentfrit rigsmål men alligevel kommer til kort, når vi laver en direkte oversættelse. Jeg havde en bornholmsk kammerat, som for vel mere end 50 år siden gik ind til en københavnsk isenkræmmer for at købe en stegepande. Det var i tiden inden selvbetjening, så han afgav sin bestilling ved disken. Han måtte dog gå fra butikken uden det pandejern, han havde spurgt efter.

FLAGET

Et flag er et rektangulært eller kvadratisk stykke stof, som med sine farver og mønstre symboliserer noget bestemt, eksempelvis en nationalitet eller et geografisk område. Vi ser på vores ture gennem Skåne det skånske flag vaje med det gule kors på den røde bund. Har vi på tilsvarende måde et bornholmsk flag? Eller måske skal man hellere spørge: Har vi kun ét bornholmsk flag?

Forestil dig, at der sidder fire bornholmere og diskuterer, hvordan det bornholmske flag egentlig ser ud.

– Det ved vi jo alle, siger den ene. Det er et grønt kors på rød baggrund.

– Nej, nej, siger den anden. Det, du beskriver, er den tarvelige udgave, som turistbranchen har fundet på. Det officielle flag har ganske rigtigt en rød baggrund og et grønt kors, men korset er indrammet af en hvid kant. Det er også mere korrekt, for man bør ikke sætte to komplementærfarver – rød og grøn – sammen.

– I er helt ude i skoven, mener den tredje. Flaget har et grønt kors med rød kant på en hvid baggrund.

– Pas nu på og hør efter, siger den fjerde. Det rigtige bornholmske flag har et hvidt kors med en rød kant omkring, og det har en grøn bund. Hvor svært kan det være?

Ja, netop! Hvor svært kan det være? Det er svært, fordi bornholmernes stædighed medfører, at de ikke kan blive enige om et flag – ligesom de ikke kan blive enige om så meget andet. De nævnte modeller har alle været i spil igennem en årrække. Et par af dem var konkurrenceforslag i en politisk forening, hvoraf det ene kåredes som vinder, mens de andre har været ført frem af kommercielle interesser. En af bannerførerne for et samlende bornholmsk egnsflag hedder Peter Andreas Harteg. Han foreslog i 2006 en folkeafstemning, som én gang for alle kunne afgøre sagen. Men en sådan demokratisk afgørelse har dog ikke fundet sted. Så svaret på, hvordan det bornholmske egnsflag ser ud, blafrer stadig i vinden.

Jeg ringer til Dahls Flagfabrik i København og spørger, om de sælger bornholmske flag. Ja, det gør de da. Men hvilket af dem, spørger jeg så. Der kommer en pause i samtalen. Og et forundret spørgsmål fra medarbejderen: Undskyld, hvad mener du? Det viser sig, at de kun har turistflaget med det grønne kors på den røde bund som stangvare. Men de kan selvfølgelig specialfremstille alle andre udgaver.

ICH BIN EIN BORNHOLMER

Er man i bekneb for en bornholmeridentitet ved for eksempel ikke at kunne dialekten, eller vil man bare booste sin bornholmskhed, så kan man ty til en t-shirt. En af de populæreste bærer indskriften ”Ich bin ein Bornholmer”. Så er det om ikke sagt, så i hvert fald skrevet – på bomuld. Man ser ofte værten i det populære tv-program Sprogblomster være iført et sådant klædningsstykke, måske for at fortælle seerne, at hier geht es um Bornholmisch und die bornholmer Sprache.

Det er muligt, at Kjeld Olsen i P4 Bornholms studie på Åkirkebyvej sidder bag mikrofonen også iklædt en sådan t-shirt. Vi lyttere kan bare ikke se det. Men han behøver heller ikke at visualisere, at han er bornholmer. Vi kan jo lissom godt fornemme det igennem højttalerne.

Ikke alle synes, at det er nok at flashe sin bornholmskhed via påklædningen. Nogle gør det også til et hudnært budskab. På Facebook-gruppen ”Bornholm i billeder – før og nu” har et medlem lagt et billede op af en arm tatoveret med ordet Bornholm. Som umiddelbare reaktioner lagde også ni andre mennesker billeder op af tatoveringer med direkte reference til Bornholm. Eksempelvis havde to en Krølle-Bølle tatovering – og nej, det var hverken Jonas eller Vibeke fra Bornholms Ismejeri. En anden viste en arm med tatoveringen ”pibel”.

MERE DANSKE END BORNHOLMSKE

Chr. Stub-Jørgensen skrev i 1958 en karakteristik af bornholmerne, hvori han fremførte, at ”man har sagt om bornholmerne, at de først er bornholmere og så danske. I alt fald samler deres ”nationalfølelse” sig om det nærmeste, det øvrige Danmark fortoner sig for dem i fjernhed”. Man kan finde mange eksempler på dette sikkert også i dag. Men der findes undtagelser.

En særlig måde at markere sit bornholmske sindelag på kunne være at holde fast i, at den bornholmske befrielsesdag efter 2. verdenskrig ikke er 4. maj 1945, men 5. april 1946. Der er da også nogle, der mener, at vi som bornholmere ikke bør sætte lys i vinduerne 4. maj, men at vi i stedet for skal gøre det 5. april for at markere afslutningen på den russiske okkupation af øen. Af og til hører jeg sågar, at bornholmerne altid har boykottet 4. maj-fejringerne, og at de ikke sætter lys i vinduerne. Men det er ikke rigtigt. Langt fra.

Reportager i de bornholmske dagblade har kunnet berette om store fejringer på øen 4. maj. Bornholms Tidende havde i 1946 denne overskrift: ”Befrielsesfesterne paa Bornholm blev de største Folkefester, der nogensinde er holdt paa Øen”. Der rapporteres om festtaler, fakkeltog, bål, samt stearinlys i vinduerne. Og det var vel at mærke kun en måned efter, at russerne endelig havde forladt øen, at bornholmerne fejrede fædrelandets – Danmarks – befrielse.

Det er vel derfor berettiget at sige, at indbyggerne på Bornholm i 1946 altså var mere danske end snævert bornholmske. Og der har siden gennem mange år været meget velbesøgte fejringer 4. maj, ligesom der stadig ses levende lys i bornholmske vinduer på denne dato, hvorimod jubilæumsmarkeringer for datoen 5. april ikke har vundet indpas.

I år har vi oplevet det særprægede, at en minister har ekskluderet Bornholm fra en national fejring af Danmarks befrielse i 1945. Kirkeminister Morten Dahlin skrev til biskopperne og bad dem om at opfordre præster og menighedsråd til at markere 80-års jubilæet med klokkeringning mandag den 5. maj 2025 i tidsrummet kl. 12:00 til kl. 12:15.

Men så tilføjede ministeren i sin skrivelse: ”Af historiske årsager bør opfordringen naturligvis ikke gælde for Bornholm”.

Man kan betragte dette som en utidig indblanding fra København. For har ministeren ikke dermed tiltaget sig definitionsretten over, hvad bornholmerne nu 80 år senere betragter – eller bør betragte – som deres vigtigste markering af krigens afslutning?

Man kan også spørge, om ministeren mon har forstået vor tids bornholmske folkesjæl rigtigt.