Bornholm er med i toppen - og bunden - i ny pædagogundersøgelse

NOTITS | 15. SEP • 12:26
Af:
Martin Jensen
NOTITS | 15. SEP • 12:26

BUPL - Børne- og ungdomspædagogernes landsforbund - har en i undersøgelse spurgt deres medlemmer om to ting.

Det ene er, hvor ofte de oplevede, at minimumsnormeringerne er opfyldt, og det andet er, om sidste gang, de var på arbejde, stod de så med den samlede børnegruppe i børnehaven eller vuggestuen selv.

På sidstnævnte spørgsmål er der i gennemsnit, for hele landet, to ud af tre pædagoger, som stod alene med børnegruppen, mens man på Bornholm "blot" stod alene i 47 procent af tilfældene, hvor medlemmer blev spurgt.

Det gør, at Bornholm Regionskommune er nummer tre på listen over de bedst placerede kommuner i den undersøgelse, kun overgået af Nyborg og Dragør.

I forhold til hvor ofte pædagogerne oplever, at normeringerne er overholdt, står det anderledes til. Her oplever 68 procent af pædagogerne i Bornholms Regionskommune, minimumsnormeringerne sjældent eller aldrig er overholdt. Landsgennemsnittet er på 61 procent, så Bornholm nærmer sig bunden af undersøgelsen på dette område.

– Alle kommuner skal være i mål med at leve op til minimumsnormeringerne nu, siger BUPL-formand Elisa Rimpler i en pressemeddelelse, hvor hun henviser til, at minimumsnormeringerne fra sidste år forpligtede kommunerne til at have "en gennemsnitlig normering i hele kommunen på en medarbejder til tre vuggestuebørn og en medarbejder til seks børnehavebørn".

– At det slår så forskelligt igennem rundt om i landet, er bekymrende, for det skal ikke være dit postnummer, der afgør, hvordan minimumsnormeringerne mærkes i virkeligheden, siger hun videre.

Undersøgelsen blev foretaget fra 29. januar til 17. februar 2025 og har en svarprocent på 40 procent, hvilket er i alt 20.230 komplette besvarelser.

FÅ ABONNEMENT