Ukraineeffekt
Stigningen i Østerlars skyldes, at mange ukrainere er indkvarteret i byen. Da flygtningene ankom efter krigsudbruddet sidste år, blev der istandsat to fløje med værelser i Multihuset. Også tre lærerboliger, der ligger i tilknytning til den tidligere folkeskole, huser flygtningefamilier, oplyser Ralf Marcoux Skovgaard, der har været med til at koordinere indsatsen for ukrainerne.
De midlertidige flygtningeværelser i Multihuset er fortsat i brug, og inden for de seneste måneder er en lille gruppe syrere kommet til, mens nogle ukrainere er flyttet ud.
Østermarie og Svaneke voksede også med mere end 20 indbyggere sidste år, hvor Danmarks Statistik registrerede den største tilbagegang i Tejn, Aakirkeby og Klemensker, der hver især mistede mindst 25 beboere.
Allinge, der har bopælspligt, og Sandvig, der blev fritaget for bopælspligt for ti år siden, er et specialtilfælde, da Danmarks Statistik regner de to byer som én. Samlet set er indbyggertallet dalet markant i Allinge-Sandvig, hvor efterspørgslen efter flexboliger har været høj. Siden Folkemødets start i 2011 er antallet af personer med folkeregisteradresse faldet med 250 i de to byer.