Helle Munk Ravnborg har tidligere lørdag udtalt i Bornholms Tidende, at 100 millioner kroner omtrent svarer til prisen af et nyt rådhus på Snorrebakken.
Debatten opstod efter at det kom frem, at det bornholmske renovationsfirma Fugato havde tilbudt kommunen en affaldssortering med færre skraldespande ude hos borgerne.
Borgmesteren skriver endvidere i sit facebook-opslag, at der har været en lang proces forud for udbuddet.
– De daværende udvalg og den daværende kommunalbestyrelse var inddraget og slutteligt valgte det billigste tilbud, vel vidende, at mere affaldssortering koster flere penge. Jeg mener også, at vi har en forpligtelse til at aflevere et bedre miljø til de kommende generationer, og at vi ikke kommer udenom, at det koster ekstra.
– Jeg håber, at ordningen med tiden kan tilpasses de enkelte borgeres behov, f.eks placering af spande og 14 dages tømning, så der bliver mulighed for at spare penge på at leve miljøbevidst, afslutter han.