Borgerforening glæder sig over nyt toilet med spøjst navn

Borgerforening glæder sig over nyt toilet med spøjst navn
Mandag blev de sidste detaljer gjort færdig, og i dag, tirsdag, er det nye toilet i byskoven syd for Aakirkeby endelig klar til at blive taget i brug. Foto: Anette Vestergaard
NOTITS | AAKIRKEBY | ABONNENT | 16. AUG 2022 • 15:31
NOTITS | AAKIRKEBY | ABONNENT
16. AUG 2022 • 15:31

Borgerforeningen i Aakirkeby har i flere år ønsket sig et offentligt toilet i Sdr. Byskov. Byskoven er et rekreativt lege- og aktivitetsområde tæt på Natur Bornholm, som benyttes af mange af byens foreninger og daginstitutioner.

For to år siden blev toilettet bevilget af kommunalbestyrelsen, og i dag er toilettet så endelig klar til at blive taget i brug.

Det glæder formanden for Aakirkeby Borgerforening:

– Vi indviede jo bålpladsen dernede sidste år, så det er dejligt, at byskoven nu er komplet renoveret. Toilettet var jo en del af pakken, siger Niels Lohmann.

Sprængninger har skabt forsinkelser

Toilettet i byskoven har i lighed med de øvrige offentlige toiletter på Bornholm krævet, at der blev indlagt vand, el og kloak. Det har forsinket processen, siger Sten Pedersen fra Ejendomsservice.

– Vi har skullet sprænge hele vejen ned langs Haregade, og vi mangler faktisk stadig de sidste 50 meter, siger han.

Det sidste stykke sprænges først efter efterårsferien af hensyn til campingpladsen på Haregade.

– De klagede lidt over larmen, så vi venter med at bore det sidste stykke, og så klarer vi os med en rende indtil efter efterårferien, siger Sten Pedersen.

Den lokale borgerforening er allerede klar med et kælenavn til det nye toilet i byskoven.

– Vi overvejer at kalde det Endestationen. Vi skal måske have et lille skilt op. Det kommer helt sikkert op på vores næste møde, siger Niels Lohmann.