Børnefestival med håndsprit og handsker

Børnefestival med håndsprit og handsker
Nexø Frikirke holder næste lørdag Børnefestival i Nexø for 21. gang. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 20. AUG 2020 • 12:17
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
20. AUG 2020 • 12:17
Børnene skal ikke gå glip af den årlige Børnefestival i Ferskesøparken, mener arrangørerne, og festivalen gennemføres derfor som planlagt lørdag den 29. august.

Festivalen starter klokken 12 med, at boderne åbner i Ferskesøparken. Der er ikke børnegadeløb i år, men i stedet et sponsor-løb på forhindringsbane. Her kan børn eller voksne løbe penge ind til Værftet.

Derudover er der boder på pladsen med ponyridning, hoppeborg, lav din egen slikkepind, se Nexø fra oven med Brandvæsenets stigevogn, fiskedam, dåsekast, snit-snak-snobrød, skydebane, bueskydning, ram kartoflen, slå søm i, ram klokken, vandstolen og selvfølgelig vores hønselortelotteri med mange gode gevinster fra butikker og restauranter på Østbornholm. Traditionen tro vil der også være kageauktion, fortæller Mette Grønbech-Dam fra Nexø Frikirke.

Hun oplyser, at festivalen selvfølgelig er arrangeret, så gældende regler for corona kan overholdes.

– Vi følger reglerne for sommeraktiviteter for børn og deres familier, som Kulturstyrelsen har udsendt. Der vil ved hver bod være håndsprit og handsker til rådighed, forklarer hun.

Støtten bliver i år i Nexø

Det er 21. gang, der holdes Børnefestival i Ferskesøparken i Nexø. Dagen holdes traditionen tro under mottoet ”børn hjælper børn”, men i år bliver lidt anderledes.

– De sidste 20 år har vi hvert år sendt penge til projekter til fordel for børn og familier forskellige steder i verden. I år går overskuddet ubeskåret til Værftet på havnen i Nexø. Værftet er en not-for-profit organisation og har været hårdt ramt af lukningen under corona-krisen. Vi vil gerne være med til at støtte alt det gode arbejde, der foregår for børn og unge på Bornholm ud fra dette sted, fortæller Mette Grønbech-Dam.