Body slams og mænd i speedos: Wrestlerne overtog torvet

Der var lige dele show og lige dele akrobatik. Video og fotos: Jesper Dollerup Merved
Lørdag 12. august 2023 • 16:40
Lørdag 12. august 2023 • 16:40

Der var mødt mange op, da wrestling for første gang var på programmet på Store Torv i Rønne.

"Randerspagne", "Easy Loverz" og "El Guapo."

Ikke navne man er vant til at høre eller se en helt almindelig lørdag på Store Torv i Rønne, men ikke desto mindre var det, hvad de mange fremmødte kunne opleve, da wrestlerne fra Bodyslam Wrestling overtog torvet for en eftermiddag.

Det var første gang, at wrestlerne besøgte Bornholm, og man kunne da også godt mærke, at publikum lige skulle stiles ind på, hvad pokker det var, de var kommet for at se.

– Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle forvente, for jeg kender ikke så meget til wrestling generelt. Jeg havde bare fået fortalt, at det ville blive god underholdning med sjov og ballade, siger Kvickly Rønnes varehuschef Brian Karlsen, der på vegne af Rønne Handelsstandsforening var med til at få arrangementet stablet på benene.

– De ringede og fortalte, at de er nogle glade gutter fra Nordjylland, der synes, det er fedt at lave wrestling, og de har altid drømt om at komme til Bornholm og lave det. Og vi tænkte, det kunne være sjovt at få noget til Bornholm, som ikke har været her før, fortæller Brian Karlsen.

Randerspagne og El Guapo

I takt med, at solen kiggede frem for, hvad der føles som første gang i noget tid, begyndte publikum at leve sig mere og mere ind i underholdningen, hvor der blev uddelt tæsk på en måde, som kun wrestlere kan gøre det.

Fra store klapsalver og jubelråb efter de to publikumsfavoritter, der går under navnet "Randerspagne", til noget nær pibekoncert mod den kontroversielle "El Guapo", der kun iført et par orange speedos med hans navn skrevet på bagdelen, nærmest virkede til at gøre en dyd ud af gøre sig uvenner med tilskuerne - alt sammen i underholdningens tegn naturligvis.

– Jeg snakkede lige med gutterne, og de var rigtig godt tilfredse med, hvor mange der dukkede op også med tanke på, at de ikke har været her før, og folk ikke kender dem, siger Brian Karlsen og sætter lidt ord på, hvorfor man gerne vil have arrangementer som wrestlingshowet til byen.

– Min rolle er jo for handelsstandsforeningen, og vores opgave er at servicere vores medlemmer i forhold til at få folk til byen. Det handler i bund og grund om at få liv i byen, som så forhåbentlig besøger butikker, og hvad vi ellers har her.

Stor succes hos børnene

Undervejs og efterfølgende var der rig mulighed for at hilse på wrestlerne, der lod til at have godt fat i de mange børn, der var til stede under showet.

Der var således plads til både highfives og danse, som skribenten til trods for sine "kun" 32 må erklære sig for gammel til at kende.

– Børnene synes, det var fedt, så det var rigtig godt, konstaterer en tilfreds Brian Karlsen.

Bodyslam Wrestling er et amatørforetagende forstået på den måde, at de ikke selv har penge til at finansiere udgifterne i forbindelse med et show som det i Rønne. Og derfor skulle, der stables nogle penge på benene, for at wrestling i Rønne kunne blive til virkelighed.

– Jeg ved, de har lidt udfordringer med at få samlet nok penge sammen, men det lykkedes, siger varehuschefen og tilføjer, at Rønne Handelsstandsforening sammen med en række sponsorer i byen har været med til, at det kunne lade sig gøre.

Efter showet tog wrestlerne sig tid til at få taget billeder sammen med både turister og bornholmere, der var mødt op for at opleve det første wrestlingshow på bornholmsk jord.

Herunder kan du se mange flere billeder fra showet. 

 


El Guapo i midten i sine karakteristiske orange speedos. 

 


Den ene halvdel af duoen "Randerspagne", der var de helt store publikumsfavoritter. 

 


 


 


 


 




Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT