Betagelse af skaberværket og ravneparret i skoven

Betagelse af skaberværket  og ravneparret i skoven
Skålene tåler skam berøring. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 30. MAJ 2021 • 11:15
| ABONNENT
30. MAJ 2021 • 11:15

I denne udgave af artiklen er Nana Gitz' navn rettet til det korrekte, idet hun i en tidligere udgave fejlagtigt blev kaldt Juni Nana Gitz.

 

FERNISERING

Når man allerede på afstand, og inden man her lørdag eftermiddag træder ind ad døren til fernisering i Galleri Rasch i Nørregade, hører de sprøde toner af Frits Madsens harmonika, kan man ikke andet end iklæde sindet anemoner og sommerens drømmestøv.

Det viser sig, at den udstillede kunst kun bidrager til følelsen. Nana Gitz præsenterer sine collager og papirværker, og Anette Sonne viser malerier i akvarel og olie samt skulpturer. Formanden for galleriet, Per Jensen, byder velkommen.

Han konstaterer, at det er glædeligt med denne første fernisering i galleriet i år. Ikke at det er den første udstilling, men restriktioner har forhindret, at de er blevet åbnet med en markering som denne, hvor man kan nippe til et glas vin og nikke pænt til hinanden.

Frits Madsen akkompagnerede ferniseringen. Foto: Brit Hvassum

Han fortæller, at der er tale om to kunstnere, som er engagerede i naturen.

– På hver sin måde, siger han.

– Nana har taget fat i selve kemien bag det overhovedet at lave papir. Det er jo sådan noget, vi kan købe i boghandelen til vores printer derhjemme, og vi tænker næppe dybere over, hvad det egentlig er, men det er et fantastisk materiale, som kan fremstilles af alt, som har kulstof i sig. Og Nana laver det selv. Ud af det kommer der disse fantastiske collager, men også skåle og andre figurer.

– Anette arbejder måske lidt mere traditionelt med papiret, men bruger det som underlag for sine akvareller og naturstudier, som nok er gengivelser af naturen, men alligevel er det på en anden måde end bare ren iagttagelse. Der bliver tilført noget, som vender op og ned på vores opfattelse af, hvad det er, vi ser. Fuglene har, synes jeg, i Anettes billeder på en eller anden måde fået en sjæl, som vi kan prøve at gå på opdagelse i. Det samme gælder for landskaberne, siger Per Jensen inden

Nana Gitz indskyder til de fremmødte:

– I kigger på mine skåle, og det er rigtig dejligt, men det ser ud, som om I er meget bange for dem. Men altså, så skøre er de ikke. Man må gerne tage dem op og kigge på dem og undersøge dem nærmere – og skulle de falde på gulvet, så går de ikke i stykker.

Nej, de er jo netop lavet af papir.

Mavefornemmelsen

Til Bornholms Tidende forklarer hun, at de ting, hun har med på udstillingen, hovedsageligt stammer fra årets produktion.Per Jensen fra galleriet bød velkommen. Foto: Berit Hvassum

– Det meste er af nyere dato, men der er også noget, der har flere år på bagen.

Kan du nærmere beskrive, hvordan du har udvalgt det, du har taget med?

– Jeg kan sige, at jeg har udvalgt det, som jeg synes er godt, simpelthen. Det er jo ikke ud fra nogle objektive kriterier. Det er de billeder, jeg selv er glad for, og som jeg synes er gode. Dem vil jeg gerne vise frem, og så kan jeg jo håbe på, at der er andre, der deler mit synspunkt, ler hun.

Det er en mavefornemmelse?

– Ja, det er det, det er.

Hvad er motivet over en bredere kam?

– Ja, jeg har da tænkt på, at nogen måske ville spørge, om jeg har nogle budskaber, og det kan sammenfattes i noget, der handler om livsglæde og glæde for naturen og mangfoldigheden. Alt det forskellige, det synes jeg mine billeder giver udtryk for. Gennem øjet, men også gennem de forskellige strukturer, der er i billederne.

Jeg bemærkede lige, at på et af billederne citerer du "gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde" – det er da et budskab?

– Det er bestemt et budskab. Jeg er fuldstændig overbevist om, at der er noget, der er stærkere end mennesket, og som vi bare kan glæde os over. Skaberværket simpelthen!

Dine skåle er meget specielle, bemærker man, når man løfter på dem?

– Ja, man bliver lidt forundret, fordi de har et keramisk udseende, og så forventer hjernen den tilsvarende tyngde. Og som jeg siger til folk, de kan ikke gå i opvaskemaskinen – men de er faktisk rimeligt holdbare, fordi de er lavet af mange lag, og så bruger jeg noget, der hedder hudlim, som også er med til at give dem styrke, og endelig får de noget lak til sidst. I dem kan man rigtig se papirets struktur, som jeg synes er interessant, siger Nana Gitz, som til stadighed bliver akkompagneret af Frits Madsen.

– Jeg er jo gift med ham, så han er min hofmusiker, ler hun.

– Og jeg synes, musikken klæ'r billederne.

Ravnemoren

Også Anette Sonne har primært taget nyere ting med på udstillingen, fortæller hun.

– Det er meget de fugle, som jeg har studeret i den senere tid. Hvis du ser på ravnene, så er der jo både dem af keramik og dem, jeg har malet. Det er et ravnepar, som jeg nu har studeret og fulgt i snart fem år oppe i en lille skov i Ibsker. Jeg har fået et helt specielt forhold til dem. Når jeg går ind i skoven, kan jeg kalde på dem, og så går der et lille stykke tid, så kommer de ude fra markerne, hvis de har været ude for at fouragere.

Anette Sonnes "Birdscape". Foto: Berit Hvassum

– Og vi har forskellige kommunikationsmåder, jeg har lært forskellige af deres stemmer. Ravnen er i det hele taget et spændende dyr, det syntes Odin jo også, siger Anette Sonne med reference til nordisk mytologi og Odins ravne Hugin og Munin.

– En ravn har jo en intelligens, som er på højde med primaterne, altså gorillaerne. Jeg har haft så mange skægge oplevelser med dem, så du drømmer ikke om det. Og tager jeg en fremmed med mig ind skoven, kan du tro, der bliver ballade. Det er også sket, de har fulgt mig hjem nogle gange og har sat sig på tagryggen. Nå, okay, det er dér, hun hører til. Så jeg har haft rig mulighed for at lave masser af skitser af dem, siger hun.

Med på udstillingen har Anette Sonne også et "Birdscape" til forskel fra et landscape, altså et "fugleskab" i stedet for et landskab. Det indeholder et væld af afrikanske fugle, idet hun en del af året opholder sig i Vestafrika, hvor hun arbejder med forskellige projekter såsom at plante mangrove i Senegal, fordi det er en planteart, som optager tre-fire gange mere CO2 end almindelige løvtræer, fortæller hun.