BAT har tabt kæmpebeløb på corona

BAT har tabt kæmpebeløb på corona
Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 30. APR 2020 • 15:30
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
30. APR 2020 • 15:30
Coronakrisen har indtil nu kostet BAT halvanden million kroner, fordi langt færre passagerer har brugt busserne, siden Danmark blev lukket ned den 11. marts.

Det er et tab, som BAT risikerer at måtte dække selv, fordi regeringen ikke har lovet at dække kommunernes mistede indtægter på coronakrisen, men kun deres ekstra udgifter.

– BAT har opgjort de manglende indtægter vedrørende corona til halvanden million kroner, oplyser trafikchef Lars Friborg skriftligt over for Bornholms Tidende.

Samtidig har krisen også givet BAT nye udgifter, der betyder, at busselskabets regning på corona har rundet 1,6 millioner kroner.

– Der har været merudgifter på cirka 120.000 kroner til blandt andet indkøb af håndsprit, ekstra rengøring, flytning af billetautomater og andet, fortæller Lars Friborg.

BAT’s trafikchef fortæller, at krisen også kan komme til at påvirke BAT’s økonomi ”ind i de efterfølgende år”.

– Med hensyn til de manglende indtægter er der stor usikkerhed om fremtiden. Kommer de manglende passagerer tilbage i bussen, eller er der fundet andre løsninger? oplyser Lars Friborg.

– Vi kan heller ikke vide, hvor længe krisen varer, og hvornår myndighederne lukker mere op. De manglende passagerer og deres tilbagevenden i bussen kan sagtens række ind i de efterfølgende år.

Stor regning kan blive hos BAT

Udvalgsformand Leif Olsen (SF) er politisk chef for BAT. Han kalder det et særskilt problem for ikke bare BAT, men alle landets busselskaber, at regeringen hidtil kun har talt om at dække kommunernes ekstra udgifter på coronakrisen.

–  For trafikselskaberne er problemet jo ikke så meget merudgifter, som det er faldende indtægter. Merudgifterne udgør jo kun syv-otte procent af de mistede indtægter, og hvis BAT selv skal dække et indtægtstab på i øjeblikket halv anden million kroner, er det mange penge efter BAT-forhold, siger han.

– Ungdomskortene til de uddannelsessøgende er en hovedindtægtskilde for BAT, så det kan mærkes med det samme, når skolerne bliver lukket. Det koster også for BAT, at Folkemødet blev aflyst, siger Leif Olsen.

Hvor BAT gik over til vinterkøreplan, da coronakrisen brød ud, og færre brugte busserne, gik den måde at spare penge på ikke længere, da de yngste elever midt på måneden begyndte i skole igen.

– Da skolerne åbnede delvist, var vi nødt til at køre efter den normale køreplan. Og det giver jo et bragnede underskud, men hvad skal vi gøre? Børnene skal jo kunne komme i skole, siger Leif Olsen.

Ud over de mistede indtægter og de ekstra udgifter har Bornholms Tidende desuden spurgt trafikchef Lars Friborg, hvordan BAT’s salg af abonnementskort og klippekort har udviklet sig siden 11. marts. De tal kan BAT dog ikke levere.

– Det er for nærværende ikke muligt at levere mere detaljerede tal, oplyser Lars Friborg.