Bag havelågerne på Christiansø

Bag havelågerne på Christiansø
Foto: Søfæstning Christiansø
| 7. SEP 2020 • 17:02
Af:
torben-oestergaard-moeller

7. SEP 2020 • 17:02
NATUR

Enhver der har besøgt Christiansø ved det. Der er altid en krog, en udsigt, et tableau man ikke synes, man har fået øje på før. Og hvad er der mon inde bag gærdet dér?

Nu bliver det for en dag muligt at komme lidt tættere på og få løftet sløret for nogle af de gemte perler.

Naturpark Christiansø med Naturvejleder Louise Pescettini i spidsen inviterer nemlig gæster ind i Christiansøs hemmelige haver på Naturens Dag, søndag den 13. september.

Det er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, der har givet den betegnelsen Naturens Dag og inviterer til markering af den i hele landet.

Christiansø deltager for første gang med et arrangement, der et kig ind til øens hemmelige haver, oplyser naturvejleder Louise Pescettini fra Naturpark Christiansø.

Hun byder dermed indenfor i den til dagligt private og aflåste Kommandantens Have med eksotiske træer og et lille charmerende tehus.

Bornholms Tidende har tidligere besøgt den og kan højtideligt love: Den er hele turen værd!

Desuden går turen også ind i de gamle soldaterhaver, hvor der i fæstningstiden blev dyrket kål og kartofler. Undervejs vil naturvejlederen fortæller historier fra både fortid og nutid, med afsæt i haverne og de planter og træer som gro der.

Det er gratis at deltage, til forskel fra sejladsen med Christiansøfarten.

På Naturens Dag går Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet sammen med lokalforeninger, kommuner, naturvejledere og mange andre om at åbne naturen op for børn og voksne. I 2018 deltog 190.000 børn fra skoler og institutioner i ugen op til Naturens Dag, mens op imod 60.000 troppede op om søndagen. Man kan læse meget mere på naturensdag.dk.

Skal man med i haverne på Christiansø, skal man med Christiansøfarten klokken 10 fra Gudhjem Havn.

 
 

Programmet

• Kl. 10: Afgang fra Gudhjem.

• Kl. 11: Ankomst Christiansø Naturvejleder Louise Pescettini tager i mod på Christiansø Havn.

• Kl. 11-12: Gratis rundvisning i haverne på Christiansø.

• Kl. 12-14: tid på egen hånd.

• Kl. 14: Retur til Gudhjem.