At aflyse Æblets Dag var ikke en mulighed

At aflyse Æblets Dag var ikke en mulighed
Rundvisning ved gartner Bjarne Sandemand var en af de aktiviteter, Æblets Dag på Melstedgård bød på. Ellers var det en meget reduceret udgave af den populære dag for at undgå, at der kom for mange gæster. 30 gæster deltog i rundvisningen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 27. SEP 2020 • 13:38
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
27. SEP 2020 • 13:38
MAD

– Under rundvisningen, selv når det bliver allermest spændende, så husk ikke at stå for tæt.

Med en enkelt sætning lykkedes det at opsummere det faktum, at årets udgave af Æblets Dag på Melstedgård ikke var lige som de tidligere. På grund af corona havde landbrugsmuseet og madkulturhuset Gaarden lavet nogle tilpasninger, som skulle sikre, at der ikke kom lige så mange gæster som normalt.

Ved indgangen sad Gaardens daglige leder, Mikkel Bach-Jensen, og opkrævede 40 kroner fra hver voksen gæst, som fandt vej til grønningen mellem Melstedgård og madkulturhuset. Entré var et af de tiltag, der var gjort for at begrænse tilstrømningen. Af samme grund var der ikke nogen stader og stande, hvor gæsterne kunne smage produkter lavet af æbler.

– Vi vidste, at vi ikke kunne holde Æblets Dag, som vi plejer. Der kunne ikke være gratis entré, og vi kunne ikke tilbyde en masse stadeholdere at komme, når vi samtidig måtte bede en masse mennesker om at blive væk, så det var lidt en knivsæg at gennemføre noget, fortalte Mikkel Bach-Jensen, da avisen kiggede forbi.

Nødt til det

På det tidspunkt var der en pæn tilstrømning af gæster, som gerne ville opleve den reducerede udgave af Æblets Dag, som trods de mange coronarestriktioner ikke var i fare for at blive aflyst.

– Vi vidste, at vi blev nødt til at holde Æblets Dag. Det skal vi gøre på Melstedgård. Det er den store dag og en fin milepæl midt i æblehøsten, så vi vidste, vi ville gøre det, men vi vidste også, at vi blev nødt til at gøre det helt anderledes. Så kan det være, at vi gør nogle ting i dag, som kan give os inspiration til de kommende år, lød det fra Gaardens daglige leder.


Ligesom madfestival

Som supplement til aktiviteterne i Melsted var det muligt at besøge Soldalen i Olsker og Store Dalbygård i Vestermarie, to af de producenter, som normalt ville være at finde til Æblets Dag. Den model er kendt fra andre populære arrangementer.

– Vi har vi i en årrække arbejdet med Kulinarisk Ø, altså madfestivalen, og for den sags skyld også kulturugen at lægge nogle arrangementer ud decentralt og bringe vores aktører i spil på en anden måde, forklarede Mikkel Bach-Jensen.

Samme model blev brugt i forbindelse med Bornholms Drikkefestival, som også foregik i denne weekend. Mange af fællesaktiviteterne i Svaneke var aflyst og erstattet af muligheden for at besøge producenter som Høstet, Østersøens Brænderi og Vingården Lille Gadegård.

– Det har fungeret. Vi har trods alt kunnet gennemføre noget, som vi godt kunne sætte under en paraply og kalde en drikkefestival, sagde Mikkel Bach-Jensen i forbindelse med Æblets Dag.