Måske er anemonerne hørehæmmede.
Derfor står de så tæt ved hinanden.
Ved Christianshøj ligner de søvnige engle.
De foretager sig, så vidt man kan konstatere,
ikke andet end at være anemoner.
Så såre der atter er mørkt i skoven,
vender de tilbage til drømmen,
som de tilføjer nok et kapitel.
Jeg har lyst til at standse bilen og slutte mig til dem,
melde mig ind i anemonernes fagforening,
stemme dørklokker,
sælge lodsedler,
gøre noget for mine medanemoner.
Sig os, hvad I ønsker, sagtmodige små,
I skal vide, at vi lytter til jer
med den største opmærksomhed,
hørerøret og jeg.