Andersen Nexøs madonna symboliserer særlige bånd

For Martin Andersen Nexø var mødet med grundtvigianismen i højskolen i Østermarie og Askov afgørende. Dels kunne han blive lærer i stedet for at være skomager. Men det ændrede også hans livssyn markant, har Andersen Nexø-forskeren Henrik Yde fastslået.

Peter Tiemroth

– Figuren fik menighedsrådet forærende af forfatterens datter Ditte ved et gavebrev i 1994 på grund af Martin Andersen Nexøs særlige tilknytning til netop Østermarie Kirke.

Det fortalte den daværende formand for menighedsrådet i Østermarie - nu afdøde Ruth Nielsen - da man i 1999 markerede ophængningen af en meterhøj madonna-figur af træ, som tilhørte forfatteren Martin Andersen Nexø siden 1925.

Den formentlig omkring 3-400 år gamle figur, der på det seneste har givet anledning til lidt aggressiv polemik om forfatterens tilknytning til sognet, stod i hans hjem i mange år. Inden ophængningen blev den restaureret og opmalet af kunstneren Svend Huth Meyer fra Sandvig, der dengang boede på Ølenevej.

Med til byggeriet

Og man kan roligt sige, at Martin Andersen Nexø havde en særlig tilknytning til Østermarie Kirke. Mens han var elev på Bornholms Højskole, der dengang var beliggende i den nuværende brugsbygning i Østermarie, var han nemlig med til at bygge kirken i 1891.

Og resten af sit lange liv havde den verdensberømte forfatter da også et fotografi af den dengang nybyggede kirke hængende væggen i sine skiftende hjem, som den prisbelønnede Nexø-forsker Henrik Yde fortæller i sin to bind stærke disputats "Det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv".

Baggrunden for nybyggeriet var, at den gamle Østermarie Kirke, som nu henligger på kirkegården som en malerisk ruin, i slutningen af 1800-tallet- som andre kirker rundt på øen - blev fundet for lille og brøstfældig. Og i marts 1890 gik man i gang med opførelsen af en ny granitkirke.

En rigtig Pelle

Martin Andersen Nexø, som jo var udlært skomagersvend, fik arbejde på byggeriet som murerhåndlanger gennem en højskolekammerat - en ung svensk murer, der oprindeligt hed Nils Larsson. Det var i øvrigt brdr. Bistrup i Rønne, som stort set stod for alt arbejdet.

Nils Larsson var kommet til Bornholm som barn fra Tomelilla - akkurat som Andersen Nexøs senere "Pelle Erobreren". Som barn havde han været vogterdreng i Sose ved Vestermarie og skrev nu sit navn Niels Larsen. Som vogterdrenge og unge håndværkere i et bondesamfund havde de to unge mænd samme sociale baggrund.

De ville desuden begge læse videre. Niels Larsen til arkitekt eller bygningskonstruktør og Martin Andersen Nexø til lærer. Og da højskolen var forbi, havde de to værelsesfæller udviklet et "ubrødeligt Kammeratskab".

"Urinlighed forbydes"

Arbejdet med kirken og andre småjobs gav Martin Andersen god lejlighed til at konfrontere det idealistiske grundtvigianske højskolemiljø med arbejdspladsernes.

Men arbejdskammeraterne var ikke særligt modtagelige for den vordende digters og kommunists forhåbninger om en snarlig forbrødring mellem arbejdsgivere og -tagere på vej mod et fælles mål om lyksalighed på jorden.

Arbejderne ville koncentrere sig om at få mere i lønningsposen, og på deres tilholdssted - en smugkro i Østermarie - hvortil Martin Andersen også fandt vej, gjorde de ofte grin med hans højskole-tirader. Desuden forargede de unge Martin ved at benytte kirkegårdsmuren som retirade.

Martin forsøgte at vænne dem fra ved at opslå en plakat på kirkegårdsmuren med følgende tese: "Al Urinlighed forbydes. Overtrædelse straffes efter 6. Mosebog, 13. kap., 23.-25 Vers med henholdsvis Omskæring eller Kastration".

Beg i nedløbsrør

Det førte til, at et par hellige blandt arbejderne meldte Martin til præsten for blasfemi. Men højskoleforstanderen gik i forbøn for sin elev hos sognepræsten, så det ikke kom videre. Sikkert også fordi den bibelkyndige Martin vidste, at der kun findes fem mosebøger.

Ved kirkeindvielsen fortælles det i øvrigt, at man havde glemt at invitere arbejderne. Derfor skal de have hævnet sig over øvrighedens mangel på omtanke ved at hælde beg i nedløbsrøret, så tagrenden løb over ved den første skylle.

En af indvielsestalerne fremhævede dog, at ingen arbejdere var kommet til skade under byggeriet. Men for Martin Andersens vedkommende var det dog kun på et hængende hår, idet han nær var kommet i alvorlig ulykke under en halsbrækkende udbedring af en "helligdag" i tårnets hvidtning, som han først opdagede, efter at stilladset var pillet ned.

Nexøs armgang

I stedet gik han armgang i tagrenden med penslen mellem tænderne og klarede forsømmelsen hængende i en arm. En bedrift, som gjorde et vist indtryk på arbejdskammeraterne, hvoraf en udbrød anerkendende: "Du er jo ikke bare en bogskid".

Efter kirkens indvielse var Martin Andersen desuden tolk og hjælper for en glarmestersvend, der var indforskrevet fra Berlin for at sætte kulørte glasruder i korvinduerne. Under arbejdet "sludrede han med mig, fløjtede Internationale, prækede socialisme for mig og drak øl," fortæller Nexø i sine erindringer.

"Sætningen: Arbejdernes Frigørelse skal være Arbejdernes eget Værk ¡ kom igen og igen i hans Tale... Så meget jeg havde drømt, lidt og tænkt, indgik ved Glaserens tale i lysende Forbindelse og blev til noget strålende skønt".

Religiøs

"Omridsene af en ny menneskelighedens Lære, som hverken spiste den Fattige af med Himmel eller i Morgen, men rykkede hans Sag frem i Nuet...Vi var jo mange, og hvad vi ville, var retfærdigt. Følelsen af det store Fællesskab satte Kræfter op i mig. Nu syntes jeg at have, hvad jeg havde savnet: fast Bund under Fødderne..."

"Da han tog Afsked, skete der noget, jeg aldrig kunne glemme. Han gav de andre Hånden, men mig omfavnede han, kyssede mig på Kinden og sagde med Tårer i Øjnene: "Wenn du einmal Dichter wirst, dann vergesse nicht das Proletariat".

Og at den religiøse figur, skænket af en "gudløs kommunist" i dag hænger i Østermarie Kirke, er et smukt vidnesbyrd om, at Andersen Nexø hele sit lange liv vedblev at være overordentligt stærkt præget af den grundtvigianisme, han havde stiftet bekendtskab med i højskoletiden i Østermarie - og at hans socialisme snarere var af religiøs art end egentlig politisk.