Advarsel: Nu er det synd for mænd i cykeltøj

Advarsel: Nu er det synd for mænd i cykeltøj
Arkivfoto
| ABONNENT | 4. AUG 2020 • 14:11
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
4. AUG 2020 • 14:11
LEDER

Når nu københavnerne og andet godtfolk snart rejser den anden vej, og vi får vores ø for os selv, begynder processen mod næste års sæson. I den første fase vil vi bare nyde roen, at der igen er masser af plads i butikkerne og i skovene. Man kan sågar parkere sin bil i både Svaneke og Gudhjem.

Hvilken lise!

I den næste fase kommer normaliteten, hvor vi hverken er lettede over at være blevet os selv, men heller ikke drømmer fremad endnu. Vi er her bare.

Den stille og gode dvælen.

Og så kommer fase tre, lidt efter skolernes vinterferie, hvor vi snart trænger til at se nogle turister og tjene nogle penge. Og bare det nu bliver en god sæson. Vi drømmer stort.

Kom hid!

Det er det bornholmske hamsterhjul. Intet sted i Danmark er livet så tæt forbundet med oplevelsen af at have gæster. Eller ikke have dem.

Det er fint, at vi i tredje fase længes efter københavnerne og andre godtfolk. Men der er ting, som vi ikke skal tage til os, når befolkningsgrupperne smelter sammen. Og som de skal tage med hjem igen.

Et særligt temperament, der slet, slet ikke passer til os og Bornholm.

Vi kan sammenfatte begrebet i to ord: Proces og krænkelsesparathed.

 
Denne sommer har de
kedet sig så meget ovre
på den anden side, at de
har skrevet og talt meget
om, hvad en is må hedde

 

Lad os starte med det sidste. Denne sommer har de kedet sig så meget ovre på den anden side, at de har skrevet og talt meget om, hvad en is må hedde. Må den hedde Eskimo? De taler vist stadig om det. Ikke en lyd har vi sagt på Bornholm! Det er fint at være opmærksom på, at man ikke skal krænke nogen. Heller ikke eskimoer. Men så lad dog bare være. Skift navnet og kom videre.

Især dagbladet Politiken er gode til at holde længe liv i en debat, der ikke længere handler om noget og alligevel udkommer flot illustreret med forsidehenvisning.

Næste krænkelsesrunde er allerede på vej. Den handler om mænd i cykeltøj, der føler sig set ned på. Det har alle ingredienser til at blive en meget vigtig debat. Topmavede mænd i stramt tøj, der også vil have lov at være her. Den debat må I også gerne beholde. Ikke en lyd siger vi! Vi cykler bare.

Og så har de også proces. Det er det modsatte af substans og cirka det samme som varm luft. Lige nu handler processen om hvem, der skal være næstformand i Dansk Folkeparti. En masse ævlen og kævlen om hvorfor Morten Messerschmidt skal afløse Søren Espersen.

På Bornholm ville vi sige: Fordi der ikke er stemmer nok i Espersen længere og partiet prøver at komme ud af en kæmpe krise. Fair nok. Og så videre!

Men ovre på den anden side er de politiske analytikere først lige begyndt at varme stemmebåndene til den vigtige snak. Den vil tage resten af sommeren og genopstå i små doser efteråret ud.

Imens I ævler videre om mænd i cykeltøj og tidligere og nye næstformænd, har vi lige nogle busser, vi skal have styr på. Og en ældrepleje. Nogle vindmøller. Fiskekvoter. Sæler. Vand og varme. Vigtige ting med substans. Er det ok med jer, at vi fikser dem, mens I holder jeres egne retoriske gryder i kog?

Vi ses til næste år. Hyg jer imens! Pyh.