Årets største brand startede i container og satte kollegium i fare

Nogle af brandfolkene ankommer til nytårsparolen. Klik nede i artiklen for at få lyden med. Video: Torben Østergaard Møller
Lørdag 6. januar 2024 • 15:30

Den 8. juni om natten startede en brand i en container i Rønne og udløste året 2023's største indsats for Rønne Brandvæsen, som fik assistance fra både Nexø og Allinge.

Nogle af folkene ankom lørdag kort inden klokken 11 med fynd og klem og for fuld udrykning i en brandbil til Rønne Brandmandsforenings nytårsparole på Falck-stationen Ved Lunden i Rønne.

De havde besøgt kollegaen Kenn Erik Ipsen til en gang morgenbrød, som helt givet var inklusive Basse, uden at Tidende dog skal kloge sig på, hvorvidt der blev budt på basser i bagermesterhenseende – altså, forstået som et stykke wienerbrød.

Video: Torben Østergaard Møller

Men sagen er, at Kenn Erik Ipsen gerne kaldes Basse, og han var jo til stede, og det skulle denne dag også markeres, at han har 40 års-jubilæum sammenlagt som deltidsansat brandmand ved Rønne Brandvæsen, Bornholms Brandvæsen og hos Falck.

Brandstationsleder Morten Bech kunne tage imod de nytilkomne og de øvrige fremmødte, ligesom også Kristine Grønbech Jensen, som er formand for Rønne Brandmandsforening, bød velkommen.

I sin tale oplyste Morten Bech, at ikke kun Basse havde jubilæum, idet også Robert Dam havde 10 års jubilæum i Falck og Ruben Espersen kunne markere 10 år i brandmandsforeningen.

I sin lykønskning til Kenn Erik Ipsen, Basse, kunne brandstationslederen blandt andet oplyse, at 40 års-jubilaren formentlig gennem årene har deltaget i cirka 3.500 udkald.

137 alarmer

For nu at blive ved statstikken, så oplyste han endvidere, at der i 2023 set i forhold til 2022 havde været flere 112-alarmer, nemlig 137 mod 119, mens der, når det kommer til ABA-alarmer, altså automatiske brandalarmanlæg, ligeledes havde været flere, nemlig 55 mod 44 i 2022.


Kenn Erik Ipsen modtager af brandstationsleder Morten Bech en medalje, som markerer hans 40 år i tjeneste. Foto: Torben Østergaard Møller

Lagde han samtlige opgaver i løbet af året sammen, hvilket inkluderer sikkerhedsvagter, møder og andet, jævner det sig dog nogenlunde ud, idet tallet for 2022 lyder på 313, mens det for 2023 var 315.

Året 2023 bød, sagde han videre, på udkald til alle former for indsatser, nemlig til brande i lejligheder, villaer og rækkehuse, i gårde og i industribygninger.

– Den tørre og varme sommer var også årsag til store indsatser på mark og i skov, tilføjede han.


Brandstationsleder Morten Bech holder tale for de fremmødte. Foto: Torben Østergaard Møller

Årets største indsats fra Rønne Brandvæsens side gik i gang torsdag den 8. juni klokken 01.16 om natten, da meldingen lød på brand i en container ved Campus Bornholms Hoffmann Kollegium på Nordre Kystvej 32 i Rønne.

– Branden udviklede sig til at omfatte den anmeldte container, cykelskur i forbindelse med kollegiet og diverse skure i baggårdene på Lille Søstræde, sagde Morten Bech og fortsatte:

– Opgaven krævede hjælp fra både station Nexø og station Allinge, og uden deres hjælp var der helt sikkert sket større skade på kollegiet, end der skete.

Stationen i Rønne har ligeledes været udkaldt til at assistere de to nævnte stationer, og brandstationslederen bemærkede:

– Samarbejdet med mandskabet i Allinge og Nexø forløber helt uproblematisk, og jeg ser næsten de tre stationer som en helhed.

Gode dage

Han kunne da også fortælle, at Bornholms Brandvæsen har holdt to temadage, hvor holdlederne fra de forskellige stationer kunne udvikle sig sammen med Beredskabsstyrelsen.

– Personligt synes jeg, det har været et par gode dage med spændende indhold, sagde han.


Personalet på Rønne Brandstation i samlet flok ved nytårsparolen. Foto: Torben Østergaard Møller

I øjeblikket, oplyste han videre, er der 20 brandmænd m/k på stationen i Rønne.

– Og vi kunne godt bruge et par stykker mere, gerne som dagbrandmænd, da det er mellem klokken 7 og 15.30 mandag til fredag, der ofte er mandskabsmangel. Der er og vil blive afholdt møder med eventuelle ansøgere, sagde han og rundede blandt andet således af:

– Til slut vil jeg takke jer alle for indsatsen i 2023, jeres måde at være på, jeres omstillingsparathed, når der lige skal laves en hurtig vagtplan og så videre, og for at tage ansvar, når der er behov for det, hvilket gør det meget nemmere og sjovere for mig at være brandstationsleder. Husk på, at vi ved at stå sammen bliver stærkere.

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT