70 kroner for en tur med BAT fra Nexø til Rønne!

70 kroner for en tur med BAT fra Nexø til Rønne!
Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 31. JUL 2020 • 14:03
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
31. JUL 2020 • 14:03
LEDER

Rollen som handlekraftig politiker, der træder i karakter, er altid klædelig. Og problemknuseren, der får stoppet den dårlige omtale med en hurtig beslutning, er en rolle, mange politikere ynder at kravle ind i. Det ser godt ud i medierne. Og den rolle fyldte Leif Olsen (SF) ud, da han i går i sin funktion som formand for natur- og miljøudvalget skar igennem og kasserede sommerkøreplanen for det kommunale busselskab BAT efter hård kritik fra chaufførerne.

Læsere med en smule hukommelse vil vide, at vi her er ude i den sædvanlige sensommer-føljeton, som vi jo kan døbe "Balladen i BAT". For scenen gentager sig år efter år efter år.

Leif Olsens handlekraft kom til udtryk gennem en såkaldt formandsbeslutning, der betyder, at BAT ikke må overgå til den nye helårskøreplan, før der er sikkerhed for, at den kan fungere tilfredsstillende. En formandsbeslutning kan kun træffes, hvis der er flertal i udvalget. Så nu har kommunalbestyrelsen altså vedkendt sig, at situationen i BAT kalder på forandring. Det er på tide. For sidste år agerede både borgmester Winni Grosbøll og en række øvrige politikere dybt overraskede over, at der var problemer i BAT. Den position kunne de så ikke indtage igen i år. Hvis man er overrasket to år i træk, har man jo sovet i timen.

Men lidt presseoptræden og en aflyst køreplan gør ingen sommer. Og når politikerne altid har de rigtige citater klar, når Bornholm skal promoveres som grøn og energirigtig ø, så er det intet mindre end fatalt, at den kollektive trafik i den grad halter.

 
Hvornår har politikerne
selv sidst kørt med bussen?
Ved de, hvad det koster at køre
fra Nexø til Rønne?

 

Hvornår har politikerne selv sidst kørt med bussen? Ved de, hvad det koster at køre fra Nexø til Rønne? Det koster 70 kroner. Hver vej. Hvis de køber en såkaldt kontantbillet. Og glem alt om at bruge Rejsekortet, som fungerer i resten af landet og giver en mere fornuftig pris. Står du som turist i lufthavnen, skal du ganske enkelt have kontanter med for at komme med bussen. Eller hente en app ned. Velkommen til Bornholm!

Det er jo til grin at påstå, at vi som ø ønsker at servicere borgere og turister og støtte en energirigtig transportform, når man skal have så mange penge op af lommen for at tage bussen. Og vi er helt isolerede fra et bruge et rabatkort, som resten af landet nyder godt af. Og en køreplan udløser konflikt.

BAT må tænkes helt forfra. Måske politikerne skulle starte med at lade sig transportere med bus for egne penge et stykke tid. Og tænke sig om undervejs.

Det er ikke gjort med, at Leif Olsen på kommunalbestyrelsens vegne springer op af en æske og forlanger lidt småjusteringer på en køreplan. Det er spil for galleriet. BAT har mindst to hjul ude i rabatten og risikerer at blive helt afsporet. Det har slingret alt for længe. Denne gang må der en varig og holdbar forandring til. Ikke endnu en retorisk lappeløsning.