Sommerhus solgt for tocifret millionbeløb

Sommerhus solgt for tocifret millionbeløb
Foto: Anders Beier Photography
NYHED | ABONNENT | 21. FEB 2022 • 10:30
Berit Hvassum
Journalist
NYHED | ABONNENT
21. FEB 2022 • 10:30

Et af Bornholms dyreste sommerhuse er blevet solgt til 12,5 millioner kroner.

Huset ligger på Turistvej 45B med uforhindret panoramaudsigt over Østersøen.

Hele 285 kvadratmeter boligareal med syv værelser, som er beliggende på en dobbeltgrund på 6.234 kvadratmeter.

Det er ejendomsmæglerfirmaet Löwe Bruun Bornholm, som har stået for salget af sommerhuset til Karen og Per Rasmussen.

Ejendommen blev opført i 2008, og ifølge salgsmaterialet indgår der et specifikt designet og tilpasset snedkerkøkken fra Unoform, toiletter/amaturer og badekar fra Alessi Il Bagno og italienske klinker.

Gulvet er Timberman egetræsplanker med skibsfuger, og ejendommen er et ’smarthouse’, hvor man kan styre alt fra en smartphone.

Udvendigt kan de nye købere få glæde af en udendørssauna og en træterrasse med douglastræ fra Østerlars Savværk, samt en tredobbelt garage og gårdsplads med plads til flere biler og skur på 10 kvadratmeter.

Ejendomsmægler Mads Löwe Bruun oplyser, at der har været en pæn interesse for ejendommen, som blev sat til salg i juli 2021. Handlen af det udbudte sommerhus blev afsluttet i december samme år. Udbudsprisen var 13,5 millioner kroner.

Löwe Bruun Bornholm er en uafhængig ejendomsmæglerforretning, som drives af parret Nanna og Mads Löwe Bruun i Gudhjem.

På boligportalen Boliga findes markedets dyreste fritidshus til salg på Bornholm i Grevens Dal i Gudhjem til en pris af 7.495.000 kroner.



FÅ ABONNEMENT