Restaurant med scene og plads til 80 er sat til salg

Restaurant med scene og plads til 80 er sat til salg
Billedet her er fra 2014. Arkivfoto: Allan Rieck
NYHED | ABONNENT | 23. MAR 2023 • 15:30
NYHED | ABONNENT
23. MAR 2023 • 15:30

Større ejendom, hvor der gennem årene har været masser af optrædener, revy og koncerter, er sat til salg i Olsker.

Middelhavet Rundt, hed stedet engang, og masser af kunstnere har optrådt der, vi nævner i flæng Finn Nørbygaard fra de hjemlige breddegrader og triple melodi grand prix-vinderen Johnny Logan fra Irland, men siden skiftede stedet i Olsker navn til Cabaret Bornholm – og nu er det sat til salg, hvilket det har været et par uger eller tre.

Prisen er sat til 1.198.000 kroner, og udbetalingen er til at huske – 1.198.000 kroner. Det er Rønne Ejendomshandel, der står for salget.

For de knapt 1,2 millioner får man en del, fremgår det af ejendomsmæglerens hjemmeside, nemlig blandt andet en restaurant med scene og plads til cirka 80 gæster, og det hele fordeler sig på 333 kvadratmeter, hvoraf de 254 er erhverv, 79 er bolig, og dertil er der 63 kvadratmeter såkaldt "sekundært areal". Grundarealet er 630 kvadratmeter.

– Den seneste ejer har udvidet antallet af sengepladser, så der er syv fordelt på fire værelser, siger Steffen Lorentzen fra Rønne Ejendomshandel.

– Så der er jo for eksempel mulighed for, at man kan drive butik eller restaurant, og så kan man overnatte der. Der er ikke bopælspligt, så man kan gøre, som man vil.

Billigt

Har der indtil videre været udvist interesse for stedet?

– Ja, vi har haft en fremvisning til nogen, der selv havde noget, de skulle sælge, inden de kunne købe noget andet, men vi har også fremvisninger i løbet af påsken, siger Steffen Lorentzen og tilføjer:

– Man kan forestille sig mange anvendelsesmuligheder, man kunne jo også lave et bed and breakfast, hvor man udvidede antallet af værelser og brugte industrikøkkenet i den forbindelse. Det kunne også bare være et fritidshus, hvor man havde plads til at invitere hele familien forbi til en fest en gang om året og så videre.