Politiet om Folkemødet: Sådan er vi forberedt

Politiet om Folkemødet: Sådan er vi forberedt
Selvom sikkerhedssituationen ser anderledes ud, så ændrer det ikke på politiets plan for indsatsen under Folkemødet. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
KRIMI | Onsdag 1. juni 2022 • 10:30
KRIMI | Onsdag 1. juni 2022 • 10:30

Den ændrede sikkerhedssituation i Danmark, grundet krigen i Ukraine, har ikke den store betydning for politiets indsats under Folkemødet. Man er dog hele tiden opmærksom på, hvordan tingene udvikler sig, lyder det fra Bornholms Politi. 

Der er meget at holde styr på for politiet under Folkemødet i Allinge, når mere eller mindre offentlige personer valfarter til Bornholm i hobetal.

I år er der så kommet endnu et punkt på den dagsorden, efter at Rusland invaderede Ukraine. Krigen i Ukraine har nemlig ændret den europæiske og dermed også den danske sikkerhedssituation.

Men Bornholms Politi mener ikke, at den ændrede sikkerhedssituation i Danmark umiddelbart har betydet noget i forberedelsen af politiets indsats under Folkemødet.

– Det har ikke haft nogen indflydelse rent politioperativt. Vi er selvfølgelig opmærksom på den situation, der er i Ukraine og Rusland og den sikkerhedssituation, der generelt er i forhold til Rusland. Men det er ikke noget, der ændrer den oprindelige plan, vi har haft, fortæller, chefpolitiinspektør ved Bornholms Politi, Jacob Kofod Ipsen til Tidende.

Han understreger, at man hele tiden er i tæt kontakt med Politiets Efterretningstjeneste (PET) om, hvordan trusselsbilledet ser ud i Danmark. Og i PET's trusselsvurdering lige nu er, der ikke nogen særlige trusler mod Danmark, der har indvirkning på den plan, som Bornholms Politi har lagt frem mod Folkemødet.

Der er dermed heller ikke nogen øget indsats fra Forsvaret i forbindelse med Folkemødet, og de er alligevel i forvejen en stor del af planlægningen, fortæller Jacob Kofod Ipsen.

– Samarbejdet med Forsvaret og særligt Det Bornholmske Hjemmeværn er det samme, som det har været før, og det spiller en kæmpe rolle. De er helt inde i kernen af planlægningen i forvejen, så der er ikke ændret noget, siger han.

Øget sikkerhed ved enkelte personer

Udover den generelle sikkerhedssituation i Danmark, så er der også personer, der kræver forøget sikkerhed i forbindelse med Folkemødet. Heriblandt er den danske politiker Rasmus Paludan, der står bag partiet Stram Kurs. Han deltager nemlig igen i år på Folkemødet, fortæller Bornholms Politi.

Med sit kritiske syn på Islam, og sine til tider kontroversielle måder at ytre sig på, har det tidligere givet anledning til optøjer, når han har demonstreret i Danmark og senest også i Sverige. Jacob Kofod Ipsen er dog ikke nervøs for, at der bliver problemer med Rasmus Paludan eller andre truede personer, der møder op på Folkemødet.

– Dansk politi er jo vant til at håndtere truede personer, herunder Rasmus Paludan. Han har jo været på Bornholm af flere omgange, hvor vi også har håndteret ham, og det har ikke givet anledning til noget, siger Jacob Kofod Ipsen.

Han fortæller samtidig, at der selvfølgelig er en forhøjet sikkerhed ved nogle af de personer, der er i risikogruppen.

– Vi er selvfølgelig forberedt og klar på, når der kommer de her lidt mere truede personer. Det gælder også statsministeren, ambassadører og lignende, fortæller Jacob Kofod Ipsen.

Der er i det hele taget ingen grund til at være nervøs, mener chefpolitiinspektøren, fordi Bornholms Politi er polstret og klar til at varetage de opgaver, der kræver øget sikkerhed.

– Vi har et tæt samarbejde med PET, og vi har også special kompetencer indsat på Bornholm til, hvis der skulle ske noget, siger Jacob Kofod Ipsen.

Bornholms Politi har i år selv ansvaret for planlægning og udførelse af arbejdet under Folkemødet, men de får også hjælp fra resten af landets politikredse, når Folkemødet bliver afholdt i midten af juni. Det kan du læse mere om her.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT