Vores stedfortræder

Søndag. Johannes har ret, når han siger, at Jesus ikke trængte til at blive døbt. Jesus havde ikke brug for at omvende sig. Han vendte helt rigtigt i forhold til sin himmelske far. Modsat os. Vi er født med ryggen til Gud og med en grundliggende uvilje mod at lade Gud være Herre. Grundskaden i ethvert menneske er trangen til at ville være gud i eget liv. Det er på grund af denne grundskade, vi rammer forbi målet med vores liv: At elske Gud, leve i lydighed mod ham og være genstand for hans uendelige kærlighed.

Det oprør kan Gud ikke tolerere uden at give slip på Riget, magten og æren. Gør han det, vil han overlade verden til sig selv, til ondskab og selvdestruktion. Derfor straffer Gud synden med døden. Vi er dødelige, og det er vi på grund af synden. Ved at lade sig døbe viser Jesus, at han vil være vores stedfortræder. Ved at lade sig døbe bliver han ikke en synder som os, men han tager vores synder på sig og bliver skyldig til døden i stedet for os.

De mennesker, Johannes døbte i Jordan, bekendte deres synder (Matt 3,6). Vi kan billedligt talt forestille os, hvordan Jordans vand har været grumset af syndsbekendelse. Så træder Jesus ud i det grumsede vand. Han har ingen synd at bekende, men står der for at tage alle synderne på sig, for at bære dem til korset og lide straffen for dem.

Vand kan ikke rense for synd. Hverken Jordans vand eller dåbsvandet. Men når Jesus har båret alle vores synder til korset og har taget imod dødsstraffen, kan dåbens vand formidle det fællesskab med Jesus, som giver mig del i syndernes forladelse.

Matt 3,13-17