Vores retfærdighed #2

Torsdag. Selv om vores retfærdighed ikke kan matche datidens skriftkloge og farisæere, når det gælder efterlevelse af loven, så skal den på sin egen måde alligevel overtrumfe deres retfærdighed.

De skriftkloge og farisæerne fokuserede kraftigt på overholdelse af loven og ikke mindst alle de fortolkninger af loven, som gennem generationer var blevet føjet til loven. Her blev loven konkretiseret i et antal regler. Overholdt man dem, havde man overholdt loven. En af disse regler var, at man på en sabbat maksimalt måtte gå 1.000 skridt. Det var et forsøg på at konkretisere, hvad det betød, at lørdagen skulle være hviledag.

Udbyttet blev, at man regnede sin egen retfærdighed i forhold til, hvor god man var til at overholde disse fortolkninger af loven. Fortolkningerne gjorde overholdelse af loven kompliceret, men med ihærdighed dog mulig. Prisen var, at man blev vældig selvoptaget. Var man optaget af de andre, var det ofte på den bedømmende måde.

Jesu udlægning af loven er anderledes. Jesus pinder ikke loven ud i et antal konkrete regler, men gør den gældende for hjerte og mund, så vi må strække våben og slippe fokus på vores egen overholdelse af loven. Dernæst drejer Jesus vores opmærksomhed bort fra os selv over på medmennesket. Buddet om ikke at slå ihjel handler pludselig om, at jeg ikke må give min bror eller modpart anledning til vrede imod mig. Ved at forlige mig med min bror og blive enig med min modpart skal jeg hindre, at han kommer på kollisionskurs med buddet mod at slå ihjel. I denne omsorg for mit medmenneske skal min retfærdighed overtrumfe farisæernes og de skriftkloges.

Matt 5,20-26