Modstand mod den romerske general Titus og hans fire veltrænede legioner og hjælpetropper var udsigtsløs. Trods det tvang de stærkt religiøse zeloter, som havde magten over Jerusalem, befolkningen til at fastholde modstanden. Selv da de tre bymure var gennembrudt, og den sidste modstand samlede sig på tempelpladsen, nægtede zeloterne at give op. De var sikre på, at Gud ikke ville prisgive sit hellige tempel, og håbede til det sidste på et mirakel. Under de sidste kampe gik templet op i flammer og styrtede sammen.
Den jødiske krig kan få os til at overveje, hvilke »bygninger« vi stoler på og vil sætte vores liv til for. Den ydmyghed, som kendetegnede Salomo, da han indviede det første tempel, må kendetegne vores forhold til det, vi selv kan bygge op. Salomo bad: "Himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget!" (1 Kong 8,27).
Vi bygger kirker, organisationer, virksomheder og institutioner. Vi vedtager love, afholder konferencer og lægger programmer. Men intet af, hvad vi organiserer og bygger, kan sikre os Guds velsignelse eller administrere over hans Ånd. Vi må ikke stole på vores egne imposante bygninger. Det vil føre os i ulykke. Men Gud har besøgt os i Jesus. Ham må vi stole på.
Luk 19,41-48