Vi skal ikke synde

Lørdag. Johannes skriver med stor overbevisning, at vi er syndere. Han kender os ikke engang personligt, alligevel hævder han, at sandheden ikke er i os, hvis vi påstår, at vi ikke har synd. Johannes' skråsikkerhed her bygger på Guds ord. Det er Gud, der i sit ord påstår, at "de er alle faldet fra, alle er fordærvede". (Sl 53,4). Derfor minder Johannes os om, at hvis vi vil påstå, at vi ikke har syndet, gør vi Gud til en løgner.

Det er egentlig en befrielse ikke at skulle gøre sig bedre, end man er. Modsat er der også en misforståelse, som ligger lige for: Når Gud erklærer, at jeg er en synder, er det så ikke meningen, at jeg skal leve, som en synder gør? Ja, er det ikke hykleri så at forsøge at forbedre mig og lade være med at synde?

Her er Johannes klar i spyttet. Han minder os ikke om vores syndige tilbøjelighed, for at vi bare skal give efter for en syndig livsstil. Tværtimod skriver han, som han gør, for at vi ikke skal synde. Den uretfærdige forvalter var ikke en helt, fordi han var dårlig til at forvalte sin herres penge, men fordi han begyndte at handle barmhjertigt.

Når jeg kommer fra mørket ud i dagslyset, blændes jeg i første omgang, men langsomt vænner jeg mig til lyset, og synet vender tilbage. Sådan er det at leve i Guds lys. Efterhånden som jeg vænner mig til lyset, opdager jeg flere og flere ting i mit liv, som ikke er præget af Guds barmhjertige og kærlige sind. Den rette reaktion på den opdagelse er at få den uretfærdige forvalters gode idé, begynde at leve mere barmhjertigt og samtidig bevare bevidstheden om, at jeg fortsat selv har brug for Guds barmhjertighed.

1 Joh 1,5-2,2